"Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse".

Sådan definerede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ordet "sundhed" ved sin stiftelse i 1948. Hos Treated.com mener vi dog at definitionen kan forsimples og være lidt nemmere at forstå: “Sundhed er når man har det godt.”

Sundhedssektoren er et område i konstant udvikling og flere og flere sygdomme kan behandles ved brug af metoder, som bliver sikrere for patienter og mindre omkostningstunge end hidtil.

Desværre er det ikke alt vi kan kurere eller har en behandling for, hvor patienten stadig har det godt. I Danmark er den officielle holdning fra Det Etiske Råd klar: Sundhed = liv.

Det gælder desværre ikke for alle og det er emnet for indlægget her.

Vi har talt med Hanne Holst Rasmussen, forfatteren bag bøgerne "Tag piskesmæld alvorligt. Forløb, erfaring og rådgivning" og "Vil du leve, til du dør? - debatbog om dødshjælp". Hanne har samarbejdet med medforfatter til sidstnævnte bog, Marianne Hansen (i bogen anonymiseret som Susanne Fink), som er stærkt lidende af en omfattende, uhelbredelig/ikkebehandlelig dystoni samt med Lisa Grye Elstorp, der lider af uhelbredelig lungekræft. De bidrager begge i stor udstrækning til debatten om aktiv dødshjælp og har stor, værdifuld viden om emnet og selvfølgelig også om konsekvenserne af at leve med uhelbredelig sygdom.

………………………………………………………………………………………………………

Hvad er aktiv dødshjælp?

Aktiv dødshjælp er et emne, der deler vande og bringer sind i kog.

70-80% af den danske befolkning mener, at aktiv dødshjælp bør legaliseres, men kun et fåtal i Folketinget er for en legalisering. De vejledes af Det Etiske Råd, hvis nuværende medlemmer - bortset fra med sikkerhed professor Thomas Søbirk Petersen - er imod.

Folketinget arbejder dog i skrivende stund på at skabe større selvbestemmelse for det enkelte menneske i forhold til døden i form af et såkaldt Behandlingstestamente som tillæg til Livstestamentet. Det drejer sig dog ikke om aktiv, men om passiv dødshjælp. Flere politiske partier, bl.a. Socialdemokratiet og Alternativet, diskuterer desuden, om aktiv dødshjælp skal indgå i deres partiprogrammer. I Alternativets forslag er overskriften ”En værdig dødsproces”. Underneden står: ”Alternativet vil lovliggøre aktiv dødshjælp. Individer skal kunne afgå ved døden efter eget ønske, når kronisk og terminal sygdom har umuliggjort bedring i tilstanden, og udsigten til bedre livskvalitet i den resterende levetid er forsvundet. Beslutningen om tilladelse til aktiv dødshjælp skal i hvert tilfælde tages af den lidende, en psykolog og en læge i fællesskab”.

Aktiv dødshjælp er det almindelige udtryk for medlidenhedsdrab eller eutanasi.
Eu betyder god, thanatos betyder død; men begrebet har fået en odiøs klang, fordi nazisterne anvendte det om udryddelse af handicappede og andre ”unyttige spisere”.

Nogle kalder det for fridød som et udtryk for frivillig livsafslutning og retten til at få hjælp til at dø.

Internationalt anvendes aktiv dødshjælp oftest i betydningen ”drab efter begæring” fremsat frivilligt af en fornuftshabil person, altså en person, andre vurderer til at være ved sine fulde fem.

Aktiv dødshjælp sker som oftest ved, at en professionel sundhedsperson - ud fra stærkt afgrænsede kriterier, en anmodning og accept af den fremsatte anmodning vurderet af flere fagpersoner - giver et andet menneske en dødelig dosis medicin.

En speciel form for aktiv dødshjælp er assisteret selvmord, hvor en anden person hjælper det menneske, der ønsker at dø, med forberedelserne til døden, mens det er personen selv, der udfører handlingen, der fører til døden (som oftest indtagelse af en dødelig dosis medicin).

 

Aktiv dødshjælp eksisterer i to former:

  • Aktiv dødshjælp på begæring: ”En bevidst autonom person har ytret et ønske om at modtage aktiv dødshjælp”.
  • Aktiv dødshjælp uden ytret begæring: ”Handler ofte om mennesker, der ikke er i stand til at vælge dødshjælp til eller fra”. Det drejer sig om mennesker, der permanent har mistet evnen til at forstå spørgsmål, fx pga. bevidstløshed, hjerneskader, demens eller andet.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, men legalt i Holland, Belgien, Luxembourg, Columbia, Albanien, Canada, Japan og Californien.

Også assisteret selvmord er ulovligt i Danmark, men legalt i lande som Schweiz og følgende amerikanske stater: Oregon, Montana, Vermont, Washington og New Mexico.

I mange europæiske lande debatteres dødshjælp livligt p.t., heriblandt i Tyskland og England.

I delstaten Victoria i Australien er en lov netop vedtaget. Den forventes taget i brug i 2019. Loven kommer til at gælde for både terminalt syge og for patienter med lidelser som Alzheimers og Parkinsonisme, som kan få en dødelig dosis medicin.

 

Begrebsafklaring og dansk lovgivning

Da forståelsen af aktiv dødshjælp afhænger at forståelsen af anvendte begreber og af lovgivningen på området, gennemgås udvalgte begreber og love her.

Følgende er ulovligt i Danmark:

    • Aktiv dødshjælp. Ulovligheden fremgår af straffelovens § 239, hvori der står: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år”. Hverken aktiv dødshjælp på begæring eller uden ytret begæring er derfor tilladt i Danmark. Aktiv dødshjælp uden ytret begæring synes på nogle områder at være det samme som passiv dødshjælp til ikke uafvendeligt døende personer, som ikke er fornuftshabile.
    • Assisteret selvmord. Ulovligheden fremgår af Straffelovens § 240: ”Den som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år”. Det er ulovligt at hjælpe med at fremskaffe medicin; men det er også ulovligt at hjælpe med at finde et egnet sted at springe ud, slibe kniven eller et fremskaffe et egnet reb etc.
    • Ikke at forhindre en anden i at begå selvmord. Det er også ulovligt ikke at forhindre en anden i at begå selvmord, hvis man har kendskab dertil eller at undlade at forsøge at redde en person, der har forsøgt selvmord - ifølge Straffelovens § 253. Straffen kan være op til to års fængsel.

Følgende er lovligt i Danmark:

      • Selvmord. Ifølge loven er det ikke ulovligt at begå selvmord, hvis man vel at mærke selv foretager det uden hjælp fra andre og uden andres vidende.
      • Passiv dødshjælp. Passiv dødshjælp har været tilladt i Danmark siden 1992. Formålet med passiv dødshjælp er at lindre lidelse, ikke at patienten skal dø, hvilket dog kan være resultatet heraf. ”Passiv dødshjælp defineres i loven som afslutning eller fravælgelse af livsforlængede behandling samt lindrende, der muligvis fremskynder dødens indtræden. Dette betyder, at man undlader at behandle en patients sygdomsforløb, selvom det vil medføre dennes død. Også i lov om patienters retsstilling har en patient ret til at fravælge behandling, hvis patienten er uafvendeligt døende”. (Læs mere herom under ”Uafvendeligt døende”). Passiv dødshjælp kan også være aktive handlinger (så som at give en øget dosis morfin til den døende vel vidende, at det kan forkorte livet, at fjerne en ernæringssonde eller respirator, at afbryde en behandling), hvilket ind imellem skaber forvirring. Den beslutningsdygtige patient og lægen kan træffe beslutning om passiv dødshjælp. Er patienten ikke længere beslutningsdygtig, er det lægen alene, der beslutter, evt. i samråd med pårørende.
      • Palliativ sedering. Palliativ sedering er ifølge Sundhedsstyrelsen: ”Medikamentel lindring af en uafvendeligt døende patient, der er svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer (smerter, åndenød o.l.), der ikke har kunnet lindres på anden måde. Behandlingen kan eller vil medføre nedsat bevidsthedsniveau eller søvn”. Palliativ sedering betragtes i mange andre lande som aktiv dødshjælp, men rubriceres altså i Danmark under passiv dødshjælp.

 

Andre væsentlige begreber:

      • Uafvendeligt døende
        Ifølge Sundhedsstyrelsen er et menneske uafvendeligt døende, hvis døden forventes at indtræde efter dage til uger trods anvendelse af behandlingstilbud. Det er en lægelig vurdering, om en patient er uafvendeligt døende eller ej.
        Ifølge Lov om Patienters retsstilling § 16 stk. 3 kan en uafvendeligt døende patient afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden. Når bevidstheden forsvinder, kan en sundhedsperson ifølge Lov om patienters retsstilling § 16 stk. 2 undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling. Lægen alene har således det etiske og juridiske ansvar, når en udsigtsløb behandling afsluttes eller patienten får en større dosis af smertestillende medicin, der kan føre til døden.
        I debatten om dødshjælp tales oftest om de uafvendeligt døende. Der er dog en gruppe af stærkt lidende mennesker, som ikke er uafvendeligt døende, og som også har brug for dødshjælp. Bl.a. Susanne Fink i bogen ”Vil du leve, til du dør?”
      • Udsigtsløs behandling
        Udsigtsløs behandling er ikke defineret; men vurderer lægen, at en behandling er udsigtsløs, kan behandlingen stoppes. Også mod patientens vilje.
      • Udsigtsløst liv
        Læger kan i patienters journal skrive, at patienten ikke skal genoplives, hvis vedkommende får hjertestop. Det kan fx ske hos en patient med en kronisk sygdom som KOL (kronisk lungesygdom). Patienten skal være informeret herom, men ikke samtykke. Beslutningen er alene lægens.
        Til gengæld har en patient, der ikke er uafvendeligt døende, ikke ret til selv at ønske døden, når livet vurderes udsigtsløst.
      • Palliativ indsats
        WHO siger om palliativ indsats: ”Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står overfor problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig karakter”.
        Den palliative indsats er rettet mod mennesker med livstruende sygdomme, specielt ved cancer, og anvendes ofte som argument for ikke at legalisere dødshjælp.
      • Livstestamente
        Som Livstestamentet er udformet ved udgangen af 2017 har man ret til at ønske to ting: 1. at man som uafvendeligt døende ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke selv er i stand til at træffe beslutninger. 2. at man ikke ønsker livsforlængende behandling ved så svær invaliditet, at man fysisk og mentalt er ude af stand til at tage vare på sig selv.
        Livstestamentet virker således først, når man ikke længere selv er beslutningsdygtig.
        Mens man stadig er beslutningsdygtig kan man vælge behandling fra, men ikke til.
        Juridisk er lægen forpligtet til at følge livstestamentet hos uafvendeligt døende; men hos ikke- uafvendeligt døende skal lægen anlægge en konkret vurdering, om livstestamentet skal følges eller ej, hvilket vil sige, at lægen kun er moralsk – ikke juridisk - forpligtet af Livstestamentet.
      • Behandlingstestamente
        Som tidligere nævnt barsler Sundhedsministeren med et nyt forslag til selvbestemmelse i form af et Behandlingstestamente til styrkelse af den enkeltes selvbestemmelse.
        Forslaget er i skrivende stund til førstebehandling i Folketinget (november 2017) efter en høringsfase. Ikrafttræden sker 1.9 2019. Habile patienter skal herefter kunne forlange afbrydelse af igangværende behandlinger, også selv om det kan føre til døden.
        Behandlingstestamentet kan give øgede muligheder for fravalg af behandling, bla. af livsforlængende behandling, som kan føre til overlevelse, men hvor konsekvenserne af sygdommen eller behandlingen vurderes alvorlig eller lidelsesfuldt.
        Ifølge lovforslaget skal man også kunne tilkendegive, at man ikke ønsker at blive udsat for tvang ved somatisk behandling, hvis man senere bliver inhabil, hvilket dog forudsætter pårørendes, værgens eller en evt. fremtidsfuldmægtigs accept. I høringen problematiseres sidstnævnte, da det kan føre til omsorgssvigt overfor fx demente mennesker.
        Tilkendegivelserne i behandlingstestamentet skal være bindende for sundhedspersonerne.

 

Hvorfor skal aktiv dødshjælp lovliggøres?

Den opmærksomme læser har formentlig allerede erfaret, at loven på nuværende tidspunkt lægger op til for lidt selvbestemmelse samtidig med, at der er gråzoner og uigennemsigtighed, når vi taler om døden.

I alle andre af livets forhold gøres en dyd ud af vores selvbestemmelse og egen stillingtagen; men når det kommer til døden, overlades hovedparten af beslutningerne til læger, der ikke kender os. Det er utrygt og ude af takt med et nutidigt, individualiseret og demokratisk samfund.

Læger beskæftiger sig med liv, ikke med død - et ofte anvendt argument fra lægelig side imod aktiv dødshjælp; men for os lægger udsagnet i stedet op til, at det er på tide, at vi selv får indflydelse og medbestemmelse på vores egen død.

Læger prioriterer netop ikke døden. Heller ikke når det enkelte menneske finder livet meningsløst eller ubærligt. Et eksempel herpå er, at læger overbehandler alt for mange kræftramte mennesker. Fremfor at medvirke til en god død, når der ikke længere er håb. Resultatet er, at mange dør af forfærdelige bivirkninger ved nye kræftmidler, der afprøves på de døende.

 

Aktiv dødshjælp har fundet sted siden 70'erne

Før passiv dødshjælp blev legaliseret i 1992 ydede mange læger allerede passiv dødshjælp. Tiden løb fra den gamle lov, og civil ulydighed blandt læger blev normen. Det har den ene af os, som har været sygeplejerske i mere end 40 år, oplevet i praksis. Der blev skruet op for morfindrop, slukket for respiratorer, fjernet ernæringssonder etc. allerede i 70´erne.

Her ved udgangen af 2017 synes det, som om tiden også er løbet fra loven om passiv dødshjælp. Der findes patienter, som ingen læger er i stand til at hjælpe. Heller ikke med lindrende behandling. De patienter har brug for mere end passiv dødshjælp.

En undersøgelse fra 2005 viser, at der allerede dengang var læger, der udførte aktiv dødshjælp. 9 % af praktiserende læger i en undersøgelse erkender, at de har givet en eller flere af deres patienter dødshjælp, mens 7 % har hjulpet deres patienter med assisteret selvmord.

I sommeren 2017 viser en undersøgelse, at 34 % af de adspurgte læger er blevet bedt om at give aktiv dødshjælp. Indenfor de seneste fem år har 2/3 fået opfordringen en eller flere gange. Det fremgår ikke, om de har efterkommet ønsket; men tallet fortæller med al tydelighed, at der er mange, der udtrykker ønske om det.

Den enkelte patient er i dag totalt afhængig af den enkelte læges holdning, hvilket ikke burde være tilfældet. Der bør være lige ret for alle. Det er ikke rimeligt, at man enten er købt eller solgt, hvis man befinder sig i en så sårbar og frygtelig situation, at man har brug for dødshjælp.

Uligheden stadfæstes, når det drejer sig om retten til at kunne frasige sig en behandling.

 

Selvvalg skaber (m)uligheder

    Både Det Etiske Råd og politikere taler meget om, at alle patienter til enhver tid kan frasige sig en behandling, som kan føre til, at døden indtræder. Juridisk er det korrekt; men i praksis er der patienter, der ikke får en behandling, de kan frasige sig. Mange lider jo netop af uhelbredelige sygdomme uden behandlingsmuligheder. De stilles urimeligt svagt i forhold til andre. Kun en legalisering af dødshjælp kan føre til, at alle stilles lige. Som det fungerer nu, er det et svigt af samfundets allermest svage. Dette ændrer det kommende Behandlingstestamente ikke på.

    Når læger imod loven i dag yder aktiv dødshjælp behøver det ikke nødvendigvis at være af det gode. De kan nemlig gøre det med eller uden patientens accept/vidende. Derfor kan patientsikkerheden være i fare; for læger, der handler uden måske at inddrage patienten, kan meget let ”gå på tværs” af patientens reelle ønsker, hvilket ikke bidrager til tryghed. Mens andre modsat lades i stikken med deres ønsker og deres lidelse.

    Så længe der ikke er en lov i forhold til aktiv dødshjælp, som beskytter både patient og læge, kan læger ”i ly af mørket” forårsage en andens død uden at vedkommende retsforfølges. En læge vil altid kunne henholde sig til, at hensigten med en bestemt handling er at lindre lidelse. Dette kaldes for passiv dødshjælp. Også selv om det strider imod patientens ønske. Vi ser et stort behov for, at lovgivningen ændres, så patienterne ved, hvad de kan forvente/ikke forvente.

    At passiv dødshjælp kan være en aktiv handling, komplicerer forståelsen af, hvad det egentlig drejer sig om. Modstandere kalder aktiv dødshjælp for en glidebane; men i Danmark er passiv dødshjælp er blevet en glidebane. Grænsen for, hvad man må, er flyttet over år. Passiv dødshjælp er også aktive handlinger, der ikke nødvendigvis lindrer lidelse (fjerne en respirator/sonde). Sidste skud på stammen er, at palliativ sedering, som i andre lande kaldes for aktiv dødshjælp, nu også er tilladt i Danmark som en form for passiv dødshjælp.

    Så længe formålet er at lindre lidelse, er der faktisk ingen grænser for, hvad læger må gøre, når blot det ikke fører til øjeblikkelig død. Palliativ sedering fører først til døden efter måske en uge, hvor patienten ikke har fået tilført hverken væske eller ernæring.

    Det samme princip anvendes i mindre udstrækning, når man tillader at fjerne en sonde eller en respirator. Begrundelsen for, at man foretager disse to aktive handlinger og kalder det for passiv dødshjælp kan dog ikke være at lindre lidelse; for patienten dør langsomt af enten mangel på væske og mad eller af mangel på luft. Handlingerne ser snarere ud til at påføre patienterne lidelse! Derfor må formålet være, at patienten skal dø?! Vi synes, at den slags burde forbydes. I stedet bør aktiv dødshjælp legaliseres, fordi det ville forhindre, at patienterne påføres lidelser for, at lægerne kan overholde loven om, at patienten ikke må dø øjeblikkeligt. Loven synes at være en beskyttelse af læger fremfor en beskyttelse af patienter?

     

    Er sultedøden en værdig en død?

    Sundhedsminister Ellen Trahne Nørby har været fortaler for øget brug af palliativ sedering som et alternativ til aktiv dødshjælp. Spørgsmålet er atter: Hvad er bedst for patienten? At blive gjort kunstigt bevidstløs og dø af sult og tørst eller at få en hurtig død ved hjælp af øjeblikkelig dødelig medicin? Vi tror, at størstedelen foretrækker det sidste. Man kan også spørge, hvad den dybere mening med at trække døden i langdrag i virkeligheden er? Hvem tjener det? Igen tjener det lægen, fordi lægen ikke må forårsage patientens død straks. Men det er atter svært at få øje på, at det tjener patienten.

    Det nye lovforslag om et behandlingstestamente fremsat af Ellen Trane Nørby, synes desuden at stille patienterne dårligere og behandlerne bedre jvnf. Læger for Aktiv Dødshjælps høring om lovforlaget. Den oprindelige mening med behandlingstestamentet var, at patienternes selvbestemmelse skulle styrkes. Nu ser det ud som om det kommer behandlerne mere til gavn.

    Ikke at anerkende behovet for dødshjælp er at svigte dem, der lider allermest. Det eneste alternativ for dem er at begå selvmord. Selv Det Etiske Råd anbefaler denne løsning; men vi ser selvmordet som langt værre, dels fordi den lidendes ensomhed må være forfærdelig. Dels fordi alt for mange mennesker påvirkes af skyldfølelser, de måske aldrig kommer over, hvis det ender med et selvmord. Dels fordi et selvmord skal foretages, mens folk stadig kan foretage det, hvilket ikke nødvendigvis er, når vedkommende ikke kan klare livet mere.

    Når et menneske lider ubærligt synes det formynderisk og urimeligt ikke at hjælpe mennesket her og nu. P.t. forlænges lidelsen i stedet; men for hvis skyld?

    Læger selv indrømmer, at de selv har ulovligt medicin liggende, som de vil kunne bruge til sig selv og familien, hvis de skulle havne i en situation, hvor de har brug for det. Derfor virker det meget dobbeltmoralsk, når læger afstår fra at ville give patienter samme mulighed.

    Visheden om, at det er muligt at få hjælp, hvis behovet opstår, kan være forebyggende. Nogle afstår fra at begå selvmord, mens de er i stand til selv at gøre det. Andre undlader at tage til Schweiz, mens de kan klare rejsen. Det kan bevirke, at livet forlænges, og at nogle aldrig får brug for hjælpen, fordi de holder ud, indtil de dør en naturlig død. Det ved man fra Schweiz, hvor kun hver tredje af dem, der er blevet godkendte til assisteret selvmord, ender med at komme.

    Vi vil endnu engang spørge: Hvad er bedst for patienten? At dø en langsom og pinefuld død eller at få en stor dosis medicin, der straks afstedkommer døden? Mon ikke hovedparten af Danmarks befolkning foretrækker det sidste?

     

    Hvad er argumenterne for og imod aktiv dødshjælp?

    Aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord er noget, der kan gives. Det er ikke en ret. Og lægen er på ingen måde forpligtet til at yde dødshjælp. Alligevel er banen kridtet op, når det gælder argumenter fra modstandere, fordi fortalere ofte fremstilles, som om de mener, at alle mennesker skal have ret til dødshjælp; men det er jo slet ikke det, hverken vi eller andre taler for. Vi taler om dødshjælp givet under stærkt kontrollerede forhold og ud fra stærkt afstukne kriterier; men vi taler også om aktiv dødshjælp til både uafvendeligt og ikke-uafvendeligt døende. Sidstnævnte, når deres lidelser er for ubærlige, men igen under kontrollerede forhold.

    Fortalerne finder, at modstanderne fremstiller endeløse hypotetiske scenarier om forfærdelige ting og sager, der evt. kan ske, hvis dødshjælp legaliseres. Vi finder, at det er på tide, at man lader skrækscenarierne ligge og i stedet forholder os til virkeligheden. Der er allerede lande, der har lang og god erfaring. Herfra kan vi tage det bedste og lade det dårligste ligge.

    Både fortalere og modstandere af dødshjælp bygger efter egne udsagn deres holdning på kærlighed og beskyttelse af de svage. De ser dog fuldstændig forskelligt på, hvad kærlighed og beskyttelse er. For modstanderne er beskyttelse og kærlighed lig med totalt forbud mod selvbestemmelse omkring egen død, fordi den enkelte ikke har tilstrækkelig viden til at træffe en sådan beslutning og ikke er i stand til at gennemskue, hvad det indebærer samtidig med, at de kan presses til at dø af andre. For fortalerne ligger beskyttelsen og kærligheden i, at de mest lidende mennesker i samfundet gives en mulighed for at komme herfra uden at skulle begå selvmord eller rejse til udlandet. Fortalere forstår ikke logikken i, at en kompetent voksen person, der er ved at dø, og som anmoder om at dø hurtigt, i stedet skal dø langsomt og pinefuldt. De/vi spørger ofte: Hvem er mere sårbar og udsat, end det menneske, der lider allermest uden at kunne få den fornødne hjælp?

    En lov om aktiv dødshjælp/assisteret selvmord vil ikke resultere i at flere dør, men i at færre lider.

    Her følger argumenter for og imod en legalisering af aktiv dødshjælp. Da vi alle tre er fortalere, er disse argumenter selvsagt mest uddybet:

    MODSTANDERNES ARGUMENTER imod

    FORTALERNES ARGUMENTER for

    De sårbare bliver ofre.De sårbare er allerede ofre. Stærkt lidende svigtes og overlades i egen varetægt pga. lægers afmagt.
    Ældre og handicappede kan trues til dødshjælp.Dødshjælp gives kun til dem, der udtrykkeligt beder herom. Undersøgelser viser, at ingen, der får dødshjælp, lader sig presse mod deres vilje. Ingen patientorganisationer i Holland og Belgien har oplevet, at ældre og handicappede er blevet dræbt uden deres vilje. Derfor er det unfair at bruge bl.a. ældre og handicappede som ”gidsler” for ikke at legalisere dødshjælp.
    Babyer dræbes.Hvor? Belgien har legaliseret dødshjælp til børn som er modne nok til selv at kunne træffe beslutningen; men der er ikke tale om babyer.
    Folk bliver hjulpet til at dø uden deres samtykke.Dette er en påstand. Men det sker faktisk allerede i Danmark i dag. Nogle får aktiv dødshjælp, mange får passiv dødshjælp. Nogle uden at blive spurgt - altså alene på baggrund af lægens vurdering. Derfor bør der skabes ordnede forhold med klare love og regler.
    Det er en krænkelse af mennesket.Det er korrekt; men det er også en dyb krænkelse af mennesket, at der ikke er selvbestemmelse på et så afgørende punkt som i døden. Læger kan ikke vedblivende bestemme over liv og død alene.
    Aktiv dødshjælp er en ”glidebane”, som fører til, at flere og flere får mulighed for at få hjælp til at dø i de lande, der allerede har legaliseret dødshjælp.”Glidebanen” kan afhjælpes af fastlagte kriterier og stærk kontrol. Vi kan lære af de lande, der har legaliseret dødshjælp og deres eventuelle fejl. Desuden vil der altid være fortalere og modstandere, hvilket vil sikre, at det sker på den rigtige måde og af de rigtige grunde. Passiv dødshjælp er udviklet til i stedet at være en glidebane i Danmark, fordi det er kommet til at omfatte flere og flere aktive handlinger.
    Fortroligheden i patient-læge forholdet ødelægges.Læge-patientforholdet i Holland, Belgien og Oregon er blevet bedre efter legalisering af aktiv dødshjælp ifølge en undersøgelse. Man kan spørge, hvordan en patient kan have tillid til en læge, der ikke vil hjælpe patienten eller som hjælper af de forkerte grunde – altså uden hensyntagen til patientens egne ønsker.
    Vi skal satse på palliativ omsorg i stedet.Vi må se i øjnene, at palliativ omsorg ikke altid er tilstrækkelig, uanset hvor udbygget tilbuddet bliver. Palliativ omsorg er ikke det modsatte af aktiv dødshjælp. Dødshjælp ser vi som en del af palliativ omsorg - ikke som modsatrettede størrelser. På nøjagtig måde som palliativ sedering, som også betragtes som palliation. Aktiv dødshjælp er den ultimative palliative omsorg, når alle andre muligheder er opbrugte/udtømte og en langt bedre mulighed end palliativ sedering, som forlænger lidelsen før patienten under alle omstændigheder dør.
    Palliativ omsorg nedgraderes.Hvis den palliative omsorg nedgraderes skyldes det ikke aktiv dødshjælp, men alene Sundhedsstyrelsens og lægers beslutninger og især dårlig prioritering af viden og uddannelse.
    Lande, der har indført dødshjælp, er moralsk svækkede lande.Det er faktisk en uartig påstand og at gøre sig til dommer over andre samtidig med, at Danmark selv synes at have problemer med moralen, når samfundets mest lidende lades i stikken.
    Læger helbreder. De dræber ikke.Dødshjælp er ikke mord. Mord vil stadig være strafbart. I lægeløftet står, at læger skal anvende deres kundskaber med flid og omhu til samfundets og deres medmenneskers gavn. At hjælpe en patient med at dø, står altså ikke i modsætning til lægeløftet. At hjælpe et ubærligt lidende menneske, der ønsker at dø, er til medmenneskets gavn.
    Læger bliver bødler.At kalde det for bødler er meget negativt ladet. Hvis dødshjælp legaliseres, bliver det lige så frit for læger at vælge, om de vil deltage, som det bliver for de syge/lidende. Derfor bliver de ikke bødler, men frivillige hjælpere.
    Man fjerner ikke lidelse ved at fjerne den lidende.Dette er en filosofisk udtalelse uden hold i virkeligheden. Selvfølgelig fjernes lidelsen, når den lidende dør. Til tider kan det være den eneste måde at fjerne lidelse på! Hvis der hentydes til måden, det sker på, kan det være den eneste måde at gøre det på, hvis ikke patienten fortsat skal lide unødvendigt.
    Vi har i forvejen passiv dødshjælp, hvilket giver de muligheder, der er brug for.Alle læger ved, at passiv dødshjælp ikke altid er tilstrækkelig. Der findes lidelser, der ikke kan behandles/afhjælpes, hvorfor patienterne svigtes, hvis de inderligt ønsker at dø. Kun de uafvendeligt døende omfattes af passiv dødshjælp. Også ikke-uafvendeligt syge kan lide ubærligt og have brug for hjælp.
    Patienter kan til enhver tid takke nej til en behandling, også selv om det fører til død.Det kræver, at patienter får en behandling, de kan takke nej til. Uhelbredeligt syge kan ofte ikke behandles og har derfor ikke muligheden at takke nej til en behandling. Nogle stærkt lidende mennesker overses/efterlades af den grund på herrens mark, også ikke-uafvendeligt døende.
    Kun få mennesker er berørt. Man kan ikke lave en lov for få mennesker.1/5 af alle døende i Australien dør med mange smerter viser en undersøgelse. Også i Dk. høres jævnligt om mennesker, der skriger sig ind i døden, hopper ud fra 5. sal eller tager til Schweiz. Hvor mange skal der til, før der er mange nok til at sikre de allersvageste?
    Loven kan misbruges af en skruppelløs person.Loven kan også i dag misbruges af skruppelløse personer. Dem kan man ikke lovgive imod. Som borgere håber vi dog, at læger ikke er skruppelløse; for i dag er der gråzoner og smuthuller som bevirker, at en læge kan tage livet af en patient ved at angive at have handlet ud fra en intention om at lindre lidelse.
    Den enkelte har ikke tilstrækkelige stor viden og indsigt til selv at kunne beslutteMange har erfaringer med sig fra andre, der har lidt ufatteligt. Mange har læst og ved meget. For dem, der drejer sig om, er det at bede om aktiv dødshjælp ikke et ønske, der opstår hen over natten over, men ofte efter en langvarig sygdoms- og tankeproces. Den enkelte ved selv bedst. At mene andet er formynderisk.
    Dem, der ønsker at dø, kan begå selvmord i stedet for at involvere staten.Dette er det mest kyniske argument, vi hører. Det stammer fra Det Etiske Råd som helt uden skrupler og i fuld alvor foreslår denne løsning. Samtidig taler de om dårlig moral i de lande, hvor dødshjælp allerede er legaliseret.
    Hospicer kan yde den nødvendige hjælp.Kun 2 % af danske døende dør på et hospice, og hovedparten af dem er kræftpatienter, selv om det egentlig skulle være for alle. Således har ikke alle mulighed for at dø på 1. klasse. Mange må nøjes med meget mindre, fordi læger generelt desværre har for lidt viden om palliativ behandling, inklusive smertebehandling.
    Dødshjælp er komplekst, og selv om undersøgelser viser, at 70 % af befolkningen går ind for dødshjælp, ved de ikke, hvad de taler om. Undersøgelserne er forkert konstruerede.Det er et meget overlegent argument, som taler ned til den menige dansker, hvilket vi finder helt uacceptabelt. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa ligger tallet for dødshjælp i befolkningen på 70-80%. Gentagne undersøgelser viser det samme. Det handler således ikke om konstruktionen af spørgeskemaer. Det handler om, at modstandere ikke vil anerkende realiteterne.
    Loven er god nok, som den er i dag.Nej, læger gør i dag, hvad de finder bedst ud fra egne moralske opfattelser. Nogle giver dødshjælp/andre ikke, nogle syge får hjælp til at dø/andre ikke. Nogle, der ikke ønsker at dø, hjælpes desværre alligevel. Gråzoner og uigennemsigtighed giver stor usikkerhed. Uden tydelig lovgivning er kontrollen spinkel og retsforfølgelse stort set umulig. Der er brug for klar lovgivning. Både af hensyn til læger og patienter. Mange danske læger går ind for dødshjælp, selv om Lægeforeningen er imod.

    Afslutningsvist vil vi endnu engang gøre opmærksom på, at der også er mennesker, der ikke er uafvendeligt døende, der har brug for hjælp til at dø pga. ubærlig lidelse. Det bør derfor være graden af lidelse, der er bestemmende for, om et menneske kan få hjælp til at dø eller ej.

    Desuden vil vi gøre opmærksomme på, at det er ulogisk, at det er etisk acceptabelt, at et menneske vælger en langsom og smertefuld død ved at undlade at spise og drikke, men etisk uacceptabelt for samme menneske at vælge en hurtig og smertefri død ved hjælp af dødshjælp.

    Tænk, hvis vi en dag kunne opleve, at et menneske kan få hjælp til at dø, omgivet af sine kære og i sit eget hjem! Dette scenarie er der mange stærkt lidende mennesker, der ser for sig.

     

    Hvornår er dødshjælp det rigtige eller forkerte valg?

    Generelt: Dødshjælp er en udvej, men ikke den første udvej. Dødshjælp bør aldrig være det første valg.

    Dødshjælp er måske ikke den bedste løsning, men det kan være den mindst dårlige løsning.

    Dødshjælp må aldrig blive en måde at undgå, at samfundet eller pårørende ”belastes” af mennesker, der er syge eller har et handikap.

     

    Dødshjælp er det rigtige valg når:

        • et menneske vurderer, at livet er udsigtsløst pga. ubærlig lidelse og
        • alle andre muligheder har været forsøgt og er udtømte og
        • et menneske lider af en uhelbredelig sygdom (uafvendeligt og ikke-uafvendeligt døende) og graden af lidelse overstiger det, det enkelte menneske kan klare og
        • en række på forhånd opstillede, lovgivne kriterier er opfyldt og
        • flere fagpersoner vurderer, at personen er habil og
        • når en læge eller anden sundhedsperson ønsker at medvirke i en andens død frivilligt

    Set i bagklogskabens ulideligt klare lys ville dødshjælp have været bedre for dem, der

        1. har begået selvmord for at undgå den sidste tids lidelser og pårørende efterfølgende er tynget af skyldfølelser, som nogle desværre aldrig kommer over og
        2. for dem, der har fået assisteret selvmord i Schweiz.

    Havde disse mennesker fået hjælp i Danmark, kunne de have undgået den totale forladthed og fortabthed, der uvægerligt er opstået ved at skulle klare det alene.

     

    Dødshjælp er det forkerte valg:

        • så længe der stadig er oplagte, evidensbaserede behandlingsmuligheder, som patienten udtrykkeligt giver udtryk for selv at ønske at afprøve og
        • når et menneske ikke udtrykkeligt selv har bedt herom og
        • hvis det ikke sker ad frivillighedens vej, men efter pårørende læger/sundhedspersoners pres og
        • når det drejer sig om mindre børn, for hvem døden er abstrakt og stillingtagen umulig og
        • hos psykisk syge, hvis helbredstilstand svinger og kan bedres over tid og
        • så længe dødshjælp ikke er legaliseret i Danmark, fordi der kan skabes en glidebane, når læger på eget initiativ hjælper patienter i ly af mørket.

    At skabe anarki på området nytter ikke. I stedet må der kæmpes for en legalisering.

    Når det er sagt, har vi stor sympati for læge Svend Lings, der åbent er stået frem og erkendt, at han har hjulpet flere mennesker med assisteret selvmord, fordi det for ham har været vigtigt ikke at svigte de stærkt lidende; men det forandrer desværre ikke, at han har gjort noget ulovligt. Det eneste, han har gjort, er at udskrive en recept på den dødelige medicin, som patienten selv har indtaget, når vedkommende har fundet, at tiden var inde.

     

    Hvad er konsekvenserne ved at dødshjælp ikke er muligt i Danmark?

    Den største konsekvens er, at stærkt lidende mennesker overlades i egen varetægt uden mulighed for at få den hjælp, de har brug for.

    Uanset om vi vil det eller ej, er der mennesker i Danmark, der ikke kan hjælpes. Nogle skriger sig ind i døden pga. ufattelige smerter. Andre lammes gradvist. Nogle lider kvælningsdøden. Det er scenarier, ingen kan forestille sig, og som ingen ønsker at lægge krop til selv.

    Konsekvensen er også, at mange vælger at begå selvmord eller at tage til Schweiz, før de bliver så dårlige, at de ikke længere selv er i stand til det. Fordi de ikke kan udholde tanken om ikke at kunne få hjælp, når de får det så slemt, at livet bliver uudholdeligt og uden kvalitet af nogen art.

    En sidste konsekvens, vi vil nævne, er, at man forhindrer for mange mennesker i at tage afsked med deres kære og deres kære i at tage afsked med dem, når de er nødt til at tage sagen i egen hånd. Hvis de vidste, at de kunne få hjælp, når den dag kom, hvor de ikke længere magtede livet, ville mange formentlig kunne udholde livet indtil døden naturligt indtrådte i stedet for at være nødsaget til at begå selvmord til stor skade for andre.

    Marianne venter kun på døden. Det har hun gjort i flere år nu. Hendes lidelser er så forfærdelige, at hun i meget lang tid ikke har kunnet udholde det, og det bliver kun værre for hver dag, der går. Hun ligger i sengen 24 timer i døgnet og er dybt afhængig af fremmede mennesker, der mange gange hver dag invaderer hendes hjem. Hun føler det som overgreb og en dyb krænkelse af hende som menneske.

    Marianne har om nogle kæmpet en brav kamp for en dansk legalisering af dødshjælp, dels ved fra sin seng at stille sig til rådighed for først en artikel og senere ved at være medforfatter af bogen ”Vil du leve, til du dør? – en debatbog om dødshjælp”. Desuden deltager hun meget aktivt i debatten alle vegne på nettet.

    Lisa lever døgnets 24 timer med visheden om, at hun skal dø af sin lungekræft, som har metastaseret. Hun har valgt livet til, så længe hun har det og er i stand til at leve det. Hendes største frygt er at dø af kvælning. Derfor arbejder hun ihærdigt for en legalisering af dødshjælp.
    Hun er lykkedes med at få ”En samtale om døden” i stand med Det Etiske Råd (se link under kilder). Desuden har hun deltaget i Skolevalget i 2017, hvor det lykkedes hende at skabe flertal for aktiv dødshjælp blandt de unge (se kilder). Desuden har hun medvirket i interviews og artikler og stillet sig til rådighed for diverse debatter. Paradoksalt nok har aktiv dødshjælp holdt Lisa i live. Hun fik for snart tre år siden at vide, at hun kun havde ét år mere tilbage; men hun har stadig noget, hun skal nå.

     

    Forhindringer for legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i Danmark

    Der er mange faktorer, der forhindrer en legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. Vi vil her nævne dem, vi ser:

          • Det Etiske Råd sætter dagsordenen på området og nærer stor modstand mod legalisering.
          • Politikerne tager sjældent stilling, men læner sig op af Det Etiske Råd.
          • Undersøgelser har vist, at modstanderne får langt mere taletid i den danske presse end tilhængerne.
          • Lægeforeningen siger blankt nej. Både Lægeforingen i Danmark og den internationale lægeforening er officielt modstandere. Selv om mange læger personligt er for en legalisering. I de lande, hvor dødshjælp er blevet legaliseret, er lægerne gået forrest.
          • Religiøse mennesker nærer stor modvilje mod dødshjælp.
          • Modstanderne har mange hypotetiske antagelser, der viser skrækscenarier/”spøgelser”. Selv om skrækscenarierne langt fra altid har rod i virkeligheden, udbredes de oftest som den fulde og hele sandhed.
          • Det Etiske Råds retorik lader til tider meget tilbage at ønske. De taler et sprog, der gør det vanskeligt for den menige dansker at forstå, hvad de siger. Derfor bliver de til tider nedladende, hvilket stopper debatten. Desuden anvender de ord, der kan virke manipulerende - så som drab, mord, bødler og lignende - ligesom de sammenligner aktiv dødshjælp med nazisme.

    Selv om over 70-80% af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp, får man let det indtryk, at de betragtes som værende mere eller mindre uvidende, hvilket langt fra er sandheden. Kun 7% er modstandere af aktiv dødshjælp. Ud fra den taletid, de får i pressen, skulle man tro, det var omvendt.

     

    Danskerne skal inkluderes i debatten

    7% af Danmark befolkning sætter dagsordenen på området. Det hæmmer demokratiet.

    Debatten bærer præg af ikke at komme ud af stedet. Argumenter gentages i det uendelige, og ingen ”flytter sig” – hverken tilhængere eller modstandere.

    De, der virkelig har brug for dødshjælp, affejes ofte i debatterne – specielt af Det Etiske Råd - med begrundelsen, at man ikke kan lovgive på baggrund af enkelttilfælde.

    Spørgsmålet er, hvor mange enkelttilfælde, der skal til, før der er tale om et generelt problem? Spørgsmålet er også, hvorfor der ikke især lyttes seriøst til de ”enkeltstående tilfælde”; for de ved om nogen, hvad de taler om. Skyldes det mon en ubehagelig berøringsangst? Eller en angst for at blive konfronteret med virkeligheden?

    Aktiv dødshjælp er som fx fri abort et dybt personligt spørgsmål. De fleste mennesker går ind for fri abort, også selv om de måske ikke vil kunne benytte sig af muligheden. På samme måde kan man anskue dødshjælp: hvorfor forhindre andre i at få muligheden, hvis de har brug for det?

    Vores håb er, at vi alle får selvbestemmelsesret indenfor afstukne kriterier og rammer.

    Forfattere:
    Hanne Holst Rasmussen
    Marianne Hansen
    Lisa Grye Elstorp

    ………………………………………………………………………………………………………

    Vi siger mange tak til Hanne, Marianne og Lisa for deres deltagelse. Hvis du vil læse mere om aktiv dødshjælp så tag et kig på vores henvisninger herunder, som er sammensat i samarbejde med artiklens forfattere og kommentatorer.

    Svar: Det Etiske Råd

     Vi har modtaget svar fra Det Etiske Råd, det kan læses her.

     

    Kilder, inspiration og yderligere læsning

    Rasmussen, HH og Susanne Fink. "Vil du leve, til du dør? - debatbog om dødshjælp". Mellemgaard 2014. (I bogen findes mange links til emnet).

    Hjemmesiden ”Aktiv dødshjælp” (som også omhandler ovennævnte bog): www.aktiv-doedshjaelp.dk

    Rasmussen, HH. “Tag piskesmæld alvorligt”. Bogan 2010.

    Hjemmesiden ”Tag piskesmæld alvorligt” om whiplash, kronisk lidelse og ovennævnte bog: www.tagpiskesmaeldalvorligt.dk

    @MarianneEmmely på Twitter – hashtag #aktivdødshjælp #FRIDØD #assisteretselvmord

    Underskriftsindsamling for aktiv dødshjælp på Skrivunder.dk

    Mouazzene, Susanne. ”Eutanasi”. Faktaserien nr. 24. Center for Selvmordsforskning. 2008. Tilgængelig på nettet 20/11/2017 på http://selvmord.wnm.dk/filecache/25691/1222685042/faktahaeftenr24.pdf

    Høringsportalen. Udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven (Øget selvbestemmelse for patienter i forhold til fravalg af behandling, herunder oprettelse af behandlingstestamenteordning tilgængelig på nettet 21/11/2017 på http://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60950

    ”Udkast. Forlag til lov om ændring af sundhedsloven” tilgængelig på nettet 21/11/2017 på http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/e2ac3713-81b3-4c11-aea4-b046838f9962/Udkast%20til%20lovforslag.pdf

    Henriksen, Lars. ”Familielæger yder aktiv dødshjælp”.15. januar 2005. Etik udgivet af Kristeligt Dagblad. Tilgængelig på nettet 23/11/2017 på https://www.etik.dk/aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp/familiel%C3%A6ger-yder-aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp

    ”Hver tredje læge er blevet opfordret til aktiv dødshjælp”. Ritzau. 3. juni 2017. Tilgængelig på nettet 23/11/2017 på https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hver-tredje-laege-er-blevet-opfordret-til-aktiv-doedshjaelp

    Lings, Svend. ”Hjælp mig”. Turbine 2014.

    Facebookgruppen ”Læger for aktiv dødshjælp”.

    Facebookgruppen ”Ret til at dø - Danmark”.

    ”En samtale om døden”. Det Etiske Råd.28. april 2017. YouTube. Tilgængelig på nettet 14/12/2017 på youtu.be/nJwtSl5vM80

    Denton Andrew. ”An Argument for Assisted Dying in Australia: Andrew Denton´s Di Gribble Arguement in full”. Tilgængelig på nettet 24/11/2017 på http://www.wheelercentre.com/notes/an-argument-for-assisted-dying-in-australia-andrew-denton-s-di-gribble-argument-in-full

    “Sundhed” i Den Store Danske (Gyldendal): http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/sundhed