Sundshedsangst, det vi normalt hypokondri, er ikke noget nyt fænomen.

Siden medicinens opstanden (og helt sikkert også før det), har folk med og uden sygdomme været bekymret om deres helbred og risikoen for sygdomme. Hos folk med angst for deres helbred, kan denne bekymring udvikle sig til et punkt, hvor bekymringerne i sig selv er et sundhedsproblem.

Vores hjemmeside og mange andre har gjort adgangen til information om sundhed og sygdom meget let tilgængelig, siden internettet blev en ting.

For mange, specielt de med kronisk sygdom, kan internettet være en utrolig værdifuld resurse. Det giver dem mulighed for at finde specialiserede støttegrupper og organisationer, som kan hjælpe og rådgive med lige præcis deres tilstand (eller en næstes). Det kan ligeledes være en brugbar kilde til information om hvordan man kan forbedre sit helbred generelt, f.eks. gennem livsstilsændringer samt lære mere om næring og motion.

Men adgang til detaljeret information om sygdommen, herunder nogle som er meget sjældne, forværrer tilsyneladende problemerne for folk, som i forvejen er bekymrede om deres helbred, hvilket har givet os det nye udtryk: cyberkondri.

Som vi vil komme ind på i artiklen her, så er cyberkondri et stigende problem blandt mange sundhedspersoner. Her vil vi komme ind på hvad udtrykket betyder og hvorledes du kan finde støtte, hvis du lider af sundhedsangst.

 

Cyberkondri (internet-hypokondri)

Tilbage i 2001 rapporterede BBC at læger stod overfor en ny tilstand, kaldet "cyberchondria" eller "internet print-out syndrome". Artiklen beskrev hvorledes patienter ville slå deres symptomer op online og derefter kontakte deres læge, med en helt fast idé om at hvilken sygdom de havde (overbevist dem selv om at de led af).

Dr Trefor Roscoe (praktiserende læge) forudså dengang, ganske rigtigt, at cyberkondri ville blive mere almindeligt, efterhånden som vores brug af internet steg.

I 2008-studie af Ryen White og Eric Horvitz, udgivet i Association for Computing Machinery's Transactions on Information Systems journal (eller TOIS) henviste til cyberkondri som:

  • "den ubegrundede eskalering af bekymringer om symptomatologi, baseret på gennemgang af søgeresultater og litteratur på nettet".

I en efterfølgende udgivelse præsenteret ved AMIA Annual Symposium i 2009, sagde forfatterne at folk som søger efter hyppigt forekommende symptomer kan stå over for søgeresultater eller indhold om alvorlige tilstande som skaber bekymringer; og at denne information ikke går i dybden med forekomsten af disse sygdomme, eller forklarer at de kan have en ganske uskadelig årsag.

Her er et udpluk af resultaterne fra deres forskning, med over 500 deltagere:

  • Eskalering af sundhedsbekymringer forekom jævnligt (defineret som "altid" eller "ofte" i svarene) hos omkring 1 ud af 5.
  • Web-baserede interaktioner øget sundhedsangst hos 2 ud af 5.
  • Web-baserede interaktioner sænkede sundhedsangst hos halvdelen af deltagerne.

De tilføjede at andre faktorer, såsom hvor angste folk generelt var kunne spille en rolle i dette.

I introduktionen bemærker de at tidligere studier har vist at:

  • 80% af amerikanske voksne har søgt efter sundhedsinformation online,
  • men at 75% ikke brugte tid på at sikre at information var korrekt eller præcis, f.eks. ved at kigge på kilderne.

 

Hvorfor er det så stort et problem?

For en patient kan angst blive en cyklisk proces.

For eksempel kan bekymringer om symptomer på en alvorlig tilstand føre til, at man bliver mere opmærksom på små (og ofte ligegyldige) symptomer når de opstår. Det kan være en hovedpine, små ting på huden eller en ny smerte i en muskel. Symptomer som disse kan have en række årsager, men hvis man i sit hoved allerede forbinder dem med en alvorlig sygdom, grundet noget man læst på nettet, så kan det starte en bekymring om noget værre.

Denne bekymring kan medføre stress og forårsage flere hovedpiner og muskelsmerter; som derefter fører til yderligere bekymringer, og så fremdeles.

Personer med angst for deres sundhed vil ofte være på udkig efter beroligelse fra deres læge eller fra kilder på internettet. Problemet er blot, at selv når de bliver beroliget, så er det oftest kun midlertidigt. Så snart et nyt symptom opstår, overbevises de let om at det samme problem altså er der, eller at de lider af noget helt andet.

Det modsatte er dog også muligt; at patienten for alt i verden forsøger at undgå kontakt med læger, sygeplejersker og sundhedsprofessionelle, eller information om aktiviteter relateret til sundhed.

Sundhedsangst kan eskalere og medføre problemer såsom depression eller panikanfald; så det bør håndteres. Læger kan tilbyde støtte og henvise patienter til terapeuter, såfremt det er nødvendigt.

Kognitiv adfærdsterapi er en mulig behandlingsform, som terapeuter kan bruge til behandling af patienter med sundhedsangst. Forskere hos Imperial College London and King's College London foretog for nyligt et studie i brugen af kognitiv adfærdsterapi hos 444 patienter med sundhedsangst og konkluderede at det var en effektiv behandling.

I andre tilfælde kan terapeuter bruge andre former for behandling, f.eks. traumeterapi, hvis kognitiv adfærdsterapi ikke er egnet.

For sundhedsservices og praktiserende læger er sundhedsangst blevet identificeret som et problem. Det skyldes tiden og resurserne det tager, at håndtere disse patienter. En patient med cyberkondri bestiller måske tider og tests hos deres læge, som er helt unødvendige.

Emeritus Professor i Community Psychiatry hos ICL, Peter Tyrer, anslog for nyligt at de årlige omkostninger for NHS i Storbritannien af ubehandlede patienter, som kommer ind til tests og møder med lægen, som er unødvendige er helt op til £56m (469 millioner kr., 10/2017).

Så for udbydere af sundhedsservices, er det vigtigt at tackle sundhedsangst og cyberkondri, for at mindske den unødige kontakt og frigive resurser.

 

Hvordan ved jeg, om jeg er cyberkonder?

En læge eller terapeut vil typisk se på din adfærd og stille spørgsmål, for at forsøge at identificere hvorvidt patienten lider af sundhedsangst.

"Whiteley Index" er en måleenhed/test, som blev udviklet af Issy Pilowsky i essayet "Dimensions of hypochondriasis" fra 1967, som er avendt i flere studier (herunder denne udgivelse i BMJ Open) for at måle sundhedsangst. Den består af flere spørgsmål omkring patientens attitude til sygdom (f.eks.: "Bekymrer du dig ofte om dit helbred?" og "Er du bange for sygdom?") og patientens score er baseret på deres svar. Der er ikke nogen bestemt score, som indikerer at man er hypokonder, men personer med en høj score kan siges at opleve problemet.

Hos NHS Choices og Anxiety UK laver man en meget simplere test (vi har ikke kunne finde lignende i Danmark), som består af seks korte spørgsmål (såsom "Har du været optaget af en alvorlig sygdom, grundet symptomer, som har været længere end seks måneder?" og "Har du haft behov for konstant selv-undersøgelse og selv-diagnosticering?"), der skal hjælpe patienten i en samtale med deres egen læge, om den angst de oplever.

Northumberland, Tyne and Wear NHS Foundation Trust har også udviklet en informations og selvhjælpsguide, som kan være brugbar for patienter, som er bekymret for om de lider af sundhedsangst.

 

At finde information om sundhed online

Før du bruger internettet til at finde information om sundhed, så er det vigtigt at overveje:

  • hvorvidt du tror du har eller er tilbøjelig til sundhedsangst;
  • hvilken type information du er på udkig efter;
  • samt hvor du kan finde pålidelig, balanceret information.

Hvis du tror du kan være ængstelig omkring din sundhed, så kan en søgning på symptomer og sygdomme online risikere at gøre din angst værre. Søges der på ikke-specifikke symptomer eller sygdomme online, risikerer du at forværre angsten.

I et nyligt studie med titlen Cyberchondria: Parsing Health Anxiety From Online Behavior, har Emily Doherty-Torstrick og hendes kollegaer testet 731 personer, som "godtog" online symptomcheck. De fandt at personer med et moderat til højt angstniveau oplevede yderligere angst under og efter en søgning. Det mener forskerne viser at "individer med sygdomsangst bør rådgives om at undgå brug af internettet til sygdomsrelateret information".

Men på den anden side, så kan det at finde yderligere information fra pålidelige sider som sundhed.dk, være lige det der skal til, for at berolige dig. Hvis nødvendigt, kan det også være det, som får dig til at gå til lægen. Men det er vigtigt at være forsigtigt og overveje at tale med nogen, hvis det bliver en jævnlig vane.

Som vi allerede har været inde på, hvis du ikke symptom-checker og leder efter information om positive livsstilsændringer (såsom næring eller motion), så kan internettet være den bedste kilde. Det afhængerer dog af, at du ved hvor du skal kigge. Internettet kan ligeledes være brugbar for personer, som allerede har fået stillet en diagnose og gerne vil lære mere om støtteorganisationer og andre services.

Er du på udkig efter denne type information, er det vigtigt at verificere sidens kilder.

Tag et kig på siden og se hvem der står bag. Har siden en redaktionel politik? Gennemgås indholdet af en læge eller sundhedsprofessionel? Er det angivet hvornår indholdet sidst er gennemgået?

Hvis siden du kigger på er et forum, så stol IKKE på brugernes kommentarer, medmindre det er modereret af en pålidelig organisation. Det betyder desværre at sider såsom Netdoktor ikke er godt nok, da de ikke modererer brugernes indlæg. Hvem som helst kan svare helt anonymt. Det kan altså være direkte livsfarligt at følge den type råd. Ignorér dem og som altid:

Kontakt din egen læge hvis du er i tvivl om noget eller tror du oplever symptomer på en alvorlig sygdom - ingen på internettet kan se om du rent faktisk er syg og dårlig.