Lørdag d. 8. oktober går det løs til verdensmesterskaberne i Ironman i Kailua-Kona, Hawaii. I den anledning har vi haft kontakt til Morten Falk Nielsen, som driver Danmarks største side med nyheder om triathlon - Pastaparty.dk - for at snakke mere om hvordan man selv kan starte sin triathlon karriere. Dette er ikke guiden til hvordan du tager en hel Ironman i stiv arm, men en indledning til en sund fritidsaktivitet, som kun kræver udstyr de fleste allerede har i forvejen.

Kom godt i gang med triathlon - artikel i samarbejde med pastaparty.dk

Hvad kræver det at dyrke triathlon?

"Triathlon er ikke kun at lave Ironman - triathlon er også at køre korte distancer." forsikrer Morten os. "Navnet triathlon står for at der dystes over tre discipliner. Der laves korte distancer ned til 400 meter svømning, 18 kilometer cykling og 4 kilometer løb og de er perfekte for trænede som kan lide at køre stærkt over kort distance og begyndere som hygger sig med det."

Hvorfor er triathlon en god ide at komme i gang med?

"Fordi det er en alsidig sportsgren som aktiverer hele kroppen." fortæller Morten og forsætter: "Gennem svømning, cykling og løb får man gang i hele bevægeapparatet i stedet for at fokusere på en enkelt muskelgruppe. Men det er ikke kun i forhold til hvilke muskler der trænes at triathlon er en god sportsgren; at træne flere forskellige sportsgrene giver mere adspredelse og gør det lettere at bibeholde motivationen - noget som kan være svært hvis den sport man dyrker altid bare er mere af det samme."

Derudover er triathlon en rigtig god måde at brænde en masse kalorier af på, de tre sportsgrene, svømning, cykling og løb, er henholdsvis nummmer 10, 5 og 1 på vores liste over de mest kalorieforbrændende olympiske sportsgrene.

Hvordan kommer man i gang med triathlon?

"Ved at opsøge en lokal klub som kan hjælpe nye i gang og som kan svare på alle newbie-spørgsmål. Derudover er en klub en god ide. Her kan man træne med andre og får noget socialt ind over, så triathlon er bestemt ikke en solo-sport."

"Det gode ved et medlemskab af en klub er, at de altid har faste træningstidspunkter. Det gælder både for svømning, cykling og løb. På de faste træningstidspunkter, er der altid en træner eller en ansvarlig med som sørger for at du som nybegynder får hjælp til at komme ordentligt ind i sporten."

"Noget af det vigtigste at lære i triathlon er svømningen. Klubberne har altid faste svømmetidspunkter hvor svømmehallen som regel er reserveret for klubbens medlemmer. Her er det gratis at komme ind i svømmehallen og klubberne har livreddere og svømmeinstruktører, som kan hjælpe nye triatleter med at lære de rigtige svømmeteknikker."

Er der nogen aldersbegrænsning på triathlon?

"Absolut ikke!” svarer Morten prompte og forklarer: "Min gamle far er et glimrende eksempel på hvor godt det er at melde sig ind i en klub og at alder ikke er et problem - også selvom han havde mig at støtte sig op af. Min far var 54 år da han besluttede sig for at skulle starte på triathlon - og han kunne ikke svømme 25 meter uden at være ved at drukne. Men efter kun få ugers svømmetræning med klubben et par dage om ugen, havde han allerede fået tillært sig den basale svømmeteknik. I dag er han langt fra den hurtigste i vandet, men han kan nemt svømme 3000 meter uden problemer."

Hvad koster det at være med i en Triathlon-klub?

Medlemsskaber varierer i pris, men ligger almindeligvis et sted mellem 1000 og 2000 kroner om året. Med i prisen følger licens til at deltage i stævner.

Vi bad Morten uddybe hvad det med licens går ud på: "Er man ikke medlem af en klub hvor man har licens igennem, koster det som regel nogle penge at få en éndags licens så man kan deltage. Éndagslicensen er oveni hvad selve startgebyret til det enkelte stævne koster, så kører man bare et par stævner på et år, så er klubmedlemskabet næsten tjent hjem der."

Hvad skal jeg bruge af udstyr for at komme i gang?

"I bund og grund skal du kun bruge en cykel, en cykelhjelm, nogle svømmebukser og nogle løbesko." fortæller Morten. "Det er i princippet faktisk kun det, for så er du ligesom i gang. Cyklen behøver ikke at være smart og fancy. Mange triatleter har det med at overkøbe sig i udstyr så de ender med en forfærdeligt masse udstyr som de slet ikke har brug for. Hvis du bare vil dyrke triathlon for hyggens, motionens og forbrændingens skyld, så er en helt almindelig racercykel ganske udemærket. Og som en start kan man altid bruge sin helt almindelige hverdagscykel eller mountainbike.

Derudover fortæller Morten os at mange triathlonklubber har låneudstyr, som nye medlemmer kan bruge til at starte med. Det giver mulighed for at prøve sporten af uden at man behøver at investere flere tusinde kroner i udstyr, før man ved om triathlon er det rigtige valg. De fleste klubber ligger inde med cykler og våddragter, som er to af de dyreste investeringer for nye triathleter.

Er triatleter ikke en eller anden form for super-mennesker?

"Nej, det er de på ingen måde. Triatleter er som alle andre mennesker." beroliger Morten os, "De har en hobby som er sund for kroppen og så er der forskel på hvor meget de dyrker den. Der er dem som træner 20-25 timer om ugen og kører Ironman - og så er der dem som træner et par timer om ugen for hyggen og fællesskabet i klubben."

"Noget af det jeg selv synes var rigtigt fedt ved triathlon, da jeg selv startede i sin tid, var at der ikke blev gjort forskel på de hurtige og de knap så hurtige. Jo, de hurtige høster medaljer og det får de opbakning for i klubben, men der bliver ikke talt ned til dem som kun dyrker triathlon for hyggens, motionens og samværets skyld. I triathlon-miljøet er alle lige og der er ingen der holdes ude fordi de er langsommere end andre."

"Faktisk er triathlon-miljøet meget fokuseret på at det skal være for alle. Derfor er der eksempelvis først præmieoverrækkelse til stævnerne når alle er i mål - på den måde er der faktisk flere til at klappe de knap så hurtigere i mål end der er til de hurtigste. Og de hurtigste er meget gode til at vente ved målstregen og klappe de lidt langsommere i mål."

Kan jeg deltage i et triathlon-stævne som nybegynder?

"Der afholdes en række stævner på både kort- og langdistance - så der er rigeligt med muligheder, selv for de som er helt nye triatleter." svarer Morten og uddyber: "Sæsonen spænder fra april til september, hvor svømningen foregår i enten svømmehal, sø eller hav; mens løb og cykling almindeligvis foregår udendørs."

Triathlon er som Morten fortæller tilgængeligt for alle og der findes mange familie- og begyndervenlige stævner gennem hele sæsonen - du kan se en oversigt over triathlon stævner i Danmark hos Pastaparty.dk.