Det korte svar: nej

Mens det som regel ikke er et problem at udskyde sin menstruation, så findes der ikke en måde hvorpå man kan stoppe sin menstruation, på den måde som spørgeren ønsker.

Hvis du vil læse om udskydelse af menstruation, så klik her - vi vender ikke tilbage til menstruationsudskydelse i denne artikel. Fokus her at fortælle hvad du kan gøre, efter menstruationen (blødning) er startet.

 

Kan man stoppe menstruation? Nej. Kan man fjerne generne? Ja.

Hvordan din menstruation "opfører" sig er noget helt unikt for dig, som du helt sikkert kender bedst selv. Her vil vi gennemgå de mest almindelige symptomer som opstår i forbindelse hermed og give råd til hvordan disse kan lindres eller forebygges.

Menstruationer er naturlige og en del af en sund krop - husk på dette.

Når vi alligevel ønsker at komme dem til livs skyldes det at de fra tid til anden kommer i vejen for vores dagligdag. Menstruationssmerter kan hurtigt sætte en stopper for en planlagt bytur eller date. Specielt når der er sex i farvandet, kan tankerne hurtigt løbe løbsk, om blodet nu bliver et problem eller ej.

Resten af artiklen her er delt op i tre afsnit, hvor vi gennemgår symptomet og hvordan dette kan lindres.

  • Blødning
  • Smerter i underlivet
  • Andre symptomer

 

Menstruationsblødning

Selvom den månedlige blødning er af en del af en naturlig proces der udskifter livmoderslimhinden, så kan den se farlig ud og gøre at man ikke kan vælge det helt rigtige outfit til den store begivenhed. For at forstå hvorfor den ikke bare kan stoppes, så lad os først se på hvordan kroppen løbende forbereder sig til graviditet:

 

Den menstruelle cyklus, animeret gif

Menstruationscyklussen kort fortalt

  • Dag 1: Blødning starter og nulstiller livmoderen ved at udgyde den 2-3 uger gamle slimhinde. Blødningen kan vare alt fra 3-7 dage og der kan være meget blod eller næsten ingen. Der dannes follikler i æggestokkene, hvor nye æg kan modnes.
  • Dag 7-14: Dine hormonniveauer stiger - det er kroppens måde at sige: "Vi skal lige holde fast på den her slimhinde, der kunne være et barn derinde." Et æg begynder at modnes. Samtidigt begynder livmoderen at danne en ny slimhinde.
  • Dag ~14: Et æg frigives og begynder sin rejse mod livmoderen. Det tager typisk et par dage for ægget at rejse gennem æggelederen. Er ægget befrugtet hægter det sig fast på den nu modne livmoderslimhinde. Ubefrugtede æg nedbrydes og udgydes under menstruationen.
  • Dag 28: Dine hormonniveauer falder igen, hvilket fortæller livmoderen at det er tid til at udgyde sin slimhinde. Cyklussen starter forfra.

Når vi ser på ovenstående, så er der i grove træk to måder at stoppe menstruationsblødningen; vi kan stoppe det naturlige udsving i hormoner eller vi kan "sætte en kop over hullet".

Hormonniveauets skiften kan til dels kontrolleres med hormoner, men når først blodudgydelsen er startet, så har hormonerne ingen virkning på selve blødningen.

 

Menstruationskop

For at holde blodet i skeden kan en menstruationskop anvendes. Skeden i sig selv er ikke meget mere end et rør der kan være en penis i. Over/bagerst i skeden sidder livmoderen, som har en åbning ind til skeden (cervix eller livmoderhalsen), hvorigennem menstruationsblodet løber. Dette kan opsamles i en menstruationskop, som derefter tømmes efter behov. Alt efter dybden af skeden, dens udformning og placering af livmoderen kan visse niveauer af samleje stadig være muligt med en menstruationskop (den bør tømmes først uanset hvad).

Den store fordel ved en menstruationskop, fremfor bind eller tamponer, er at det ikke kan ses udefra og ikke kræver at man tager noget med sig. Den skal ikke skiftes ud med en ny, men blot tømmes.

Vi sælger ikke menstruationskopper hos Treated.com. De kan findes mange steder på nettet og på apoteker til priser fra 179,- og op.

 

Sex eller onani

Det du måske går og frygter mest, kan være genvejen til en kortere blødningsperiode, men næppe et fuldt stop.

Sex og/eller onani, med efterfølgende orgasme og de sammentrækninger af musklerne omkring livmoderen og i underlivet denne forårsager, kan være med til at forkorte blødningen. Det skyldes helt kort at den øgede aktivitet i musklerne sætter gang i processen. Det er ikke sikkert at dette vil fjerne alt blodet, men det kan sænke den resterende mængde af blod og livmoderslimhinde betydeligt. Det værste der kan ske er at det "kun" føles godt.

Er dette ikke en mulighed grundet dyspareuni (smerter under samleje), kan denne artikel om de mange mulige årsager måske hjælpe.

 

Ibuprofen til at stoppe menstruationsblødning

Næsten alt i kroppen styres af hormoner, hvilket også gælder for vores de muskler som trækker sig sammen og skubber livmoderslimhinden ud. Disse specifikke hormoner kaldes prostaglandiner og styrer bl.a. det bløde muskelvæv omkring livmoderen og vores tarme. Ibuprofen kan hæmme virkningen af disse prostaglandiner. Af samme årsag som det virker smertelindrende mod visse ting, kan det altså få musklerne til at holde op med at klemme på livmoderen. Det fjerner ikke blodet, men kan udskyde blødningen en smule.

Nogle påstår at være i stand til at stoppe blødningen helt ved at tage den maksimale dosis ibuprofen (håndkøb), som er angivet på produktets pakning.

LAD VÆRE med at forsøge denne metode uden først at konsultere din egen læge. Overskrid aldrig det anbefalede daglige maksimum og læs indlægssedlen grundigt. Store doser af ibuprofen kan medføre varrige skader og livsfarlige komplikationer.

Smertestillende er ikke for sjov, men kan være årsagen til at du har hovedpiner til at starte med. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg, skrevet i samarbejde med Hanne fra Migræne & Hovedpineforeningen.

 

Skylning af skeden

Skylning (douching) af skeden er IKKE en måde at stoppe, udskyde eller fremskynde sin menstruationsblødning på. Skylning af skeden ændrer ikke på at der stadig kan være blod oppe i livmoderen - og her skal der slet ikke fremmede væsker op.

Generelt bør kønsdelene kun vaskes udvortes med vand og mild sæbe. Douching medfører en kraftigt øget risiko for forskellige infektioner såsom underlivsbetændelse og opnår ikke det ønskede resultat.

Ønsker du af andre årsager at skylle skeden, så anbefaler vi at du tager kontakt til egen læge eller gynækolog for nærmere råd og vejledning.

 

Smerter i underlivet

Er det smerterne i og omkring maven og kønsdelene, som går dig mest på ved din menstruation, så er her en række løsningsforslag, som kan lindre ubehaget. For nogle vil de krampeagtige sammentrækninger i underlivet også føre til smerter andre steder, f.eks. lænden.

 

Let smertestillende

De værste smerter kan oftest lindres med let smertestillende (håndkøbsmedicin).

Så længe dit forbrug er fornuftigt og i overensstemmelse med eventuelle anbefalinger din egen læge har givet dig, så er dette en mulig løsning.

Uanset hvor kraftige dine smerter er, anbefaler vi at kontakte egen læge i før du begynder at prøve dig frem. Lægen kan hjælpe med at vejlede om hvilke produkter og i hvilken dosis som er den rette for dig.

 

Receptpligtig medicin mod menstruationssmerter

Hos Treated.com tilbyder vi to forskellige produkter mod menstruationssmerter, som begge består af tabletter indeholdende 5mg norethisterone. Der tages to piller dagligt, der virker ved at fortælle kroppen at det ikke er tid til at lave de sammentrækninger, som fører til stærke smerter hos nogen.

Hormoner (og medicin generelt) bør ikke være dit førstevalg ved kraftige menstruationer og menstruationersmerter. Forsøg i stedet med nogle af de andre forslag på siden først.

Du kan læse mere om de to produkter mod menstruationssmerter her: Utovlan (Norethisteron), Primolut N

 

Andre symptomer på menstruation

Menstruationer kan udover hvad vi allerede har talt om, medføre yderligere symptomer, herunder:

  • Følelser af oppustethed,
  • diarré,
  • humørsvingninger,
  • smerter i lænden,
  • kvalme (til tider også opkastninger),
  • svedeture og
  • træthed/udmattelse.

Hvad den helt rigtige løsning for dig er, er svært at sige. Men der findes en række gode råd du kan følge, som kan mindske ubehaget ved menstruationen og gøre dig bedre tilpas:

  • Dyrk let motion (ja, sex tæller): Motion er godt på rigtig mange måder. Start med at følge Sundhedsstyrelsens råd om 30 minutters daglig fysisk aktivitet og forsøg gerne med mere.
  • Undgå koffein: Det kan forstyrre din søvnrytme og påvirker kroppen på flere negative end positive måder i forbindelse med menstruation. Koffein findes bl.a. i kakao, kaffe, te, cola og energidrikke.
  • Hold dig varm: Hele kroppen. Varme direkte på lænden eller underlivet kan gøre underværker ved lokale smerter. Brug varmepude eller gem dig under et tæppe eller en dyne.

 

Urtekure mod menstruationsubehag

I vores research til dette svar har vi fundet en række "mulige" løsninger. Vi har dog ikke kunne finde belæg for at nogen af disse skulle have en virkning, andet end producenterne selv og deres sælgere. Derudover nævner de (ligesom os) at det altså ikke er muligt at stoppe en menstruation, efter den er begyndt.

 

Stopper menstruation

Nedenstående urter (og/eller deres ekstrakt) skulle ifølge "urtespecialister" kunne stoppe en menstruation efter den er startet. Lad være med at forsøge brugen af disse uden først at konsultere din egen læge:

  • Løvefod (Lady's Mantle)
  • Agermåne (Agrimony)
  • Røllike (Yarrow)
  • Hyrdetaske (Kvart til halv teskefuld urter med vand tages hvert kvarter indtil blødningen sløves og stopper helt)
  • Sut på en skive citron (skulle stoppe blødningen midlertidigt).

 

Sløver/mindsker menstruationsblødningen

Nedenstående urter (og/eller deres ekstrakt) skulle ifølge "urtespecialister" kunne sløve menstruationsblødningen efter den er startet. Forsøg IKKE brugen af disse uden først at konsultere din egen læge:

  • Te brygget på nælder og hindbær.
  • Piller med Vitex (Kyskhedstræ-slægten) og Blue Vervain (Verbena hastata - en amerikansk slægtning til lægejernurten - Verbena officinalis)
  • Ananas (frisk frugt), indeholder bromelain. Udover som anvendelse til behandling af brændsår, har det ingen bevist virkning som næringsstof eller lægemiddel.
  • Grønne bønner.
  • To teskefulde æbleeddike blandet op i et glas vand tre gange dagligt.

Som tidligere nævnt, så lad være med at prøve nogle af disse uden først at tale med egen læge og vær opmærksom på at der ikke er nogle kliniske beviser for at noget af det virker.

 

Tak!

Vi vil gerne takke vores spørger for det gode spørgsmål. Har du et spørgsmål som ikke er besvaret i artiklen her eller handler om noget helt andet, så tag endelig kontakt til vores kundeservice. Vi elsker at hjælpe og skal gerne gøre et forsøg på at finde et svar på dit spørgsmål også.