Hvad er Elocon?
Elocon er tilgængelig som en creme, salve og kutanopløsning til hovedbunden. Cremen og salven kan bruges alle steder på kroppen (du må dog sørge for, at du har lægens godkendelse, inden du bruger dem i ansigtet), men du må udelukkende påføre kutanopløsningen i hovedbunden.
De indeholder alle mometasonfuroat, der hører under en lægemiddelgruppe, der kaldes kortikosteroider (eller binyrebarkhormoner). De klassificeres efter deres styrke i forskellige grupper:
Svagt virkende < middelstærkt virkende < stærkt virkende < meget stærkt virkende
Mometasonfuroat hører under gruppen stærkt virkende kortikosteroider. Disse stærkere binyrebarkhormoner virker godt ved sværere tilfælde og på områder med tykkere hud, såsom håndflader og fodsåler.
Hvad bruges Elocon mod?
Den bruges til behandling af tørre, kløende og skællende hudlidelser, såsom psoriasis og atopisk eksem. Atopisk eksem, også kaldet atopisk dermatitis, gør huden tør og kløende. Tør hud kan revne og blive øm. Det opstår ofte på dine hænder, indersiden af albuerne, knæhaser, på ansigtet og i hovedbunden. Det udløses typisk af allergener, som f.eks. sæbe, koldt vejr, pollen eller pels – derfor ordet ”atopisk”, der betyder at være overfølsom overfor allergener.[1]
Elocon bruges også ”off-label” til behandling af nummulateksem (mønteksem) og dyshidrotisk eksem (pompholyx). ”Off-label” er, når medicin bruges mod noget, som den ikke officielt er godkendt til, men som stadig er normal praksis, og der er nok beviser for at understøtte brugen af medicinen til dette formål.
Nummulat eksem – også kendt som nummulat dermatitis eller mønteksem, ses som tydelige ovale eller møntformede pletter på huden. Disse pletter er typisk meget kløende, hvor der enten kan sive klar væske fra dem eller de kan være tørre og skorpede. De opstår ofte efter skader på huden, såsom forbrændinger eller insektstik.[2]
Dyshidrotisk eksem – også kendt som pompholyx, forårsager kløende væskefyldte vabler på fingre, håndflader, tæer og fodsåler. Der kan sive væske fra disse vabler, og de går typisk væk efter to til tre uger. Men bagefter kan din hud blive tør, revnet – og i nogle tilfælde, smertefuld.[3]
Hvordan virker Elocon?
Den aktive ingrediens i Elocon, mometasonfuroat, er en stærk kortikosteroid (også kaldet binyrebarkhormon). Den mindsker hævelse, rødme og kløe ved at reducere inflammation og kløe og at indsnævre blodkar.
Den specifikke måde, hvorpå kortikosteroider virker, vides ikke med sikkerhed. Men man ved, at de binder sig til bestemte receptorer i dine celler og føres ind i cellekernen (nukleus). Dette fører til frigivelsen af anti-inflammatoriske molekyler samt reduktion af inflammatoriske substanser.[4]
Det menes at særligt mometasonfuroat mindsker inflammation ved at blokere bestemte veje, der fører til inflammation og sænke produktionen af inflammatoriske substanser, såsom cytokiner og leukotriener.[4]
Hvilke former for Elocon findes der?
Elocon er tilgængelig i tre forskellige former, nemlig creme, salve og kutanopløsning til hovedbunden. Alle tre former indeholder den samme mængde af den aktive ingrediens, mometasonfuroat, på 0,1% (hvert gram indeholder 1mg mometasonfuroat).