Hedeture
Hedeture er en af de mest almindelige symptomer på overgangsalderen. Studier har påvist, at over 80% af kvinder vil opleve dem på et tidspunkt i overgangsalderen . De fleste begynder at få dem under perimenopausen, efterfulgt af en stigning i sværhedsgraden og hyppigheden af symptomer i menopausen og derefter sker der et fald af dem igen i postmenopausen.
Visse kvinder får kun milde hedeture en gang imellem, som ikke forårsager reelle problemer i deres daglige liv. Men andre kan få dem flere gange om dagen, og disse kan være meget intense - hvilket forårsager ubehag, forlegenhed og forstyrrer deres daglige rutine. Hedeture kan starte måneder eller endda år før din menstruation stopper og kan herefter fortsætte i årevis efter din sidste menstruation, hvilket gør dette symptom til et af de mest vedvarende og værste at håndtere.
Hedeture menes at være forårsaget af hormonelle forandringer, der påvirker din krops temperaturkontrol. De kan ske uden varsel, men kædes ofte sammen med visse udløsere, eller triggere, såsom stærk mad, rygning, alkohol, varmt tøj eller endda stress og angst. Hvis du kan finde dine udløsere, så kan du muligvis forhindre at hedeture sker for ofte. Men det kan være svært at finde disse triggere, især hvis de bliver udløst af forskellige ting hver gang, eller hvis du har flere triggere.
Natlige svedeture
Natlige svedeture er hedeture, der finder sted, mens du sover. De kan være voldsomme nok til at vække dig og gøre det svært for dig at få en hel nats søvn.
Søvnproblemer
Overgangsalderen kan ofte forstyrre din søvn. Du kan opleve at have svært ved at sove hele natten, hvis du oplever nattesved. Det er dog ikke den eneste ting, der kan forårsage søvnbesvær i overgangsalderen. Stress og angst forårsaget af andre symptomer på overgangsalderen kan også bidrage til søvnproblemer.
Nedsat sexlyst
Nedsat sexlyst opstår normalt grundet lavere niveauer af østrogen i kroppen, når du rammer overgangsalderen. Det kan dog også forklares med den følelsesmæssige belastning, som denne fase af dit liv kan have på dig. Dette kan ende som en “ond cirkel”, da stress og angst kan få din sexlyst til at forsvinde, men den nedsatte sexlyst kan samtidig også være årsagen til din stress og angst.
Andre symptomer på overgangsalderen kan også bidrage til en lavere libido. For eksempel et fald i blodgennemstrømningen til skeden, hvilket kan resultere i tørhed og derved gøre sex ubehageligt eller smertefuldt.
Men dette er ikke altid tilfældet. Nogle kvinder oplever nemlig den modsatte effekt og kan nyde sex mere efter overgangsalderen, nogle gange fordi frygten for at blive gravid ikke længere er et eksisterende problem.
Problemer med hukommelsen eller koncentrationen
Hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær kan ligeledes være frustrerende symptomer på overgangsalderen. Årsagen til dette er ikke kendt , men det kan føre til højere niveauer af stress og angst. Hvis du har problemer med hukommelsen eller fokus, så tal med vores læge om det - de kan muligvis hjælpe dig. Nogle gange kan det hjælpe at lave simple opgaver, som at holde din hjerne aktiv med puslespil eller motion.
Angst og stress forårsaget af overgangsalderen kan også være årsagen til dine problemer med hukommelsen eller koncentrationen. Gennem støtte eller rådgivning kan du derfor muligvis opleve, at disse andre problemer også forbedres.
Tørhed i skeden
Tørhed i skeden er et af de mest almindelige symptomer på overgangsalderen, og det skyldes hormonelle forandringer. Dette kan forårsage ubehag og smerte under sex, hvilket gør det til en af grundene til, at kvinder kan opleve en nedsat sexlyst under overgangsalderen.
Humørsvingninger
De hormonelle forandringer, der følger med overgangsalderen, ligesom andre af overgangsalderens symptomer, såsom søvnbesvær og lavere libido, kan gøre dig mere tilbøjelig til at udvikle problemer med din mentale sundhed - som angst eller depression. Du vil muligvis også bemærke, at dit generelle humør svinger mere, end det plejede at gøre før.
Andre symptomer på overgangsalderen
Overgangsalderen kan komme med en række symptomer, men du oplever muligvis ikke dem alle. Udover de mest almindelige symptomer, som de fleste kvinder får, vil du måske også opleve:
- Tør hud samt tørt og udtyndende hår.
- Vægtøgning, typisk omkring maveområdet. Din krop lagrer muligvis mere fedt og færre muskler end før.
- Stive led, som gør ondt, når du bevæger dig.
- Du vil muligvis få hyppigere og pludselig trang til at tisse. Ligeledes kan du blive mere tilbøjelig til at udvikle urinvejsinfektioner.
- Tørre øjne og mund.
- Ømme bryster, der mister noget af deres fylde.
- Hovedpine.
- Hjertebanken.
- Øget hårvækst i ansigtet, nakken, brystet og øverste del af ryggen.
- Følsomhed for blænding og sløret syn.
- En ændring i din kropslugt.
- Kuldegysninger.
- Tandproblemer.
- Træthed.
- Smerter i underlivet. Du er muligvis klar over, at tørhed i skeden normalt er forbundet med overgangsalderen, men du kan også opleve en udtynding af skede- og vulvavæv. Dette vil gøre dit intime område mere udsat for irritation og betændelse, hvilket vil forårsage smerter, især under sex.
- Oppustethed.
- Mavesmerter. Dette forårsages typisk af de højere stressniveauer, du kan opleve i overgangsalderen.
- Brændende mund syndrom (BMS). Nogle kvinder oplever at producere mindre spyt i overgangsalderen, hvilket kan give dig en brændende fornemmelse på indersiden af dine kinder, i ganen og på dine læber. Dette kan også forårsage en let metallisk smag.
- Svimmelhed. Dette forårsages normalt af de svingende hormonniveauer, en kvinde gennemgår i overgangsalderen.

