Jeg har tidligere været inde på min kærlighed for rugby og vi har også snakket rugbyskader, men når det kommer til bevægeapparatet og dets helbredelse efter en skade eller overanstrengelse, så skal vi have fat i en fysioterapeut. Frederik Hecht arbejder til daglig som fysioterapeut og personlig træner på Østerbro og har givet os lov til at stille en række spørgsmål om fysioterapi, for at give os en introduktion til den mere mekaniske del af medicinens verden.

Fysioterapeut med patient, behandling af skulder

Hvornår bør jeg se en fysioterapeut?

Du strækker ud, du løber, du løfter tunge vægte og du dyrker en masse motion, men alligevel er der stadig noget, der ikke føles rigtigt. Måske er det en irriterende smerte under en bestemt bevægelse, eller måske er det en ubehagelig følelse i dine led, når du træner eller bare i løbet af hverdagen.

Uanset dit problem kan det være en god ide at bestille en tid hos en fysioterapeut. Fysioterapeuter er uddannede til at behandle problemer i bevægeapparatet, det vil sige de strukturer, der får os til at bevæge kroppen.

Der kan altså være mange grunde til at besøge en fysioterapeut, om du så har har smerte eller ubehag, der begrænser dig i hverdagen, såsom når du tager tøj på, går op eller ned ad trapper, hvis du har en irriterende smerte ved en bestemt bevægelse, eller en sportsrelateret skade, der bare ikke vil gå væk.

Det kunne også være, hvis du har pådraget dig en akut skade, f.eks. hvis du er faldet og vrikket om på anklen, eller hvis du skal i gang med et genoptræningsforløb efter en operation.

Hvad kan man forvente?

Din første behandling vil ofte bestå af en detaljeret udredning. Her vil der blandt andet blive spurgt ind til hvad problemet er, hvornår og hvordan problemet opstod, hvordan problemet præger dig i hverdagen, osv. Derudover vil behandlingen bestå af en række fysiske undersøgelser, hvor fysioterapeuten tester styrke, mobilitet, balance og hvilke faktorer/bevægelser, der er med til at påvirke en evt. smerte.

De fleste patienter vil besøge fysioterapeuten mere end en gang, og antallet af behandlinger vil svinge afhængig af hvad problemet er. Dog vil 3-6 behandlinger være normalt.

Fysioterapi før operation

Der er efterhånden et hav af videnskabelige studier, der har bevist, at fysioterapi er lige så godt som en operation, når det kommer til smerter og lidelser i skulder, ryg, hofte og knæ. Faktisk er det meget få skader, der udelukkende kan fikses gennem operationer. Ofte vil en optimal genoptræning give et lige så godt resultat, men koster langt mindre for samfundet.

Uanset om du har pådraget dig en skade i skulderen eller knæet til fodboldtræningen, har fået konstateret en diskusprolaps i lænden eller måske slidgigt i hoften, så kan du få lavet et ordentligt genoptræningsprogram i samarbejde med din fysioterapeut, der passer til dig og din tilstand.

Hvad koster fysioterapi?

Prisen på fysioterapi kan svinge alt efter hvor man får det henne, og hvilke kompetencer fysioterapeuten har. Det er vigtigt at huske, at man i Danmark kan få tilskud til fysioterapi gennem den offentlige sygesikring, hvis man har en henvisning fra sin læge.

Med en henvisning kan du 40% af honoraret betalt af staten. Derudover tilbyder nogle private forsikringsselskaber at betale hele beløbet, så det er en god ide at finde ud af, om du er dækket af din forsikring.

Henvisningen er generelt meget let at få, og kræver bare at du bestiller en tid hos din læge. Lægen vil lave en hurtig undersøgelse for at udelukke røde flag, dvs. alvorlige sygdomme, og derefter give dig en henvisning til en fysioterapeut.

Det er ikke muligt at få tilskud hos alle fysioterapeuter, med mindre at de har et såkaldt ydernummer. Langt de fleste større klinikker har et ydernummer, men det er sjældent, at selvstændige og specialiserede fysioterapeuter har et, og derfor er man nødt til at betale det fulde beløb hos dem. Til gengæld vil de selvstændige fysioterapeuter ofte have specialkompetencer inden for et bestemt felt, således at du vil modtage behandling af en mere kompetent fysioterapeut.

Arbejdsskader og fysioterapi

For arbejdsskader gælder der specielle regler i forhold til hvorvidt behandlingen er dækket eller ej. Generelt dækkes hele beløbet når behandlingen er helbredende, mens lindrende behandling ikke er dækket. Det bedste du kan gøre er at tage kontakt til din fagforening, som kan hjælpe med at finde ud af hvad du har ret til i lige netop dit tilfælde.

Blogindlægget er udarbejdet i samarbejde med Frederik Hecht, fysioterapeut på Østerbro med speciale i undersøgelse, diagnostik og behandling af muskler og led. Frederik blogger selv om træning, smerter og behandling, vi opfordrer alle med interesse at tage et kig forbi.