Sexsygdom, kønssygdom, seksuelt overførte infektioner/sygdomme - grimt barn har mange navne og omtales dagligt som en kategori af sygdomme, der påvirker kønsorganerne. Udover at flere af sygdommene kan give symptomer uden for underlivet, forårsages de også af forskellige organismer. Kønssygdomme kan skyldes alt fra bakterier til virus, svamp eller i sjældne tilfælde også parasitter.

Som man kunne forvente, så afhænger behandlingen for seksuelt overførte infektioner (SOIs) af deres årsag, ligesom de gør for ikke-SOI. Forskellige typer infektioner besvarer behandlinger forskelligt; og mens nogen kan kureres, kan andre det ikke. I disse tilfælde består behandlingen i stedet af at minimere generne ved symptomer, samt at begrænse deres varig- og hyppighed.

Men hvad er så forskellene på disse underkategorier af sexsygdomme og hvilke behandlinger findes der?

Bakteriel

  • Klamydia
  • Gonoré
  • Syfilis
  • Bacteriel vaginose

Viral

  • Herpes
  • Kønsvorter (kondylomer)
  • HIV
  • Hepatitis

Parasitisk

  • Trikomonas Vaginalis
  • Fladlus
  • Fnat

Svampeinfektioner

  • Candida Albicans

 

Bakteriel

Infektioner af denne type inkluderer bl.a. syfilis, klamydia og gonoré. Ved sådanne sygdomme vil bakterien etablere sig selv i kroppen og spredes ved at kopiere sit DNA.

Efterhånden som infektionen spredes, kan der komme symptomer, heriblandt udflåd eller smerte ved vandladning. Andre symptomer kan forekomme afhængigt af køn, men i en række tilfælde oplever patienten ingen symptomer ved bakterielle infektioner.

Ubehandlet kan disse SOIer have svære følger for den enkelte; specielt ved infektion med syfilis.

Bakterielle kønssygdomme kan kureres.

Behandling består typisk af en enkelt dosis eller kortere periode med antibiotika. Disse behandlinger virker ved at begrænse bakteriernes evne til at formere sig. Når bakterien ikke længere kan formere sig, svækkes den efterhånden som bakterierne dør ud og immunforsvaret får lettere ved at fjerne resten af infektionen. Efterhånden som bakterierne er ude af kroppen vil symptomerne ligeledes forsvinde.

Afhængigt af typen af antibiotisk medicin, som bruges kan denne gives enten oralt som pille, som indsprøjtning eller en kombination af disse. Den specifikke virkemåde kan ligeledes variere mellem produkter. Herunder kan du læse mere om de enkelte sygdomme og deres behandlinger.

Klamydia

Klamydia er den mest almindelige kønssygdom i Danmark med mere end 30.000 nye tilfælde hvert år. Denne infektion behandles normalt med azithromycin, en makrolid antibiotikum som angriber chlamydia trachomatis-bakterien. Den virker ved at forhindre proteinsyntesen som giver bakterien mulighed for at kopiere sine celler og formere sig.

Gonoré

Den anbefalede behandling for gonoré har ændret sig mange gange over de sidste 30 år. Tidligere har behandlingen bestået af enten azithromycin eller cefixim, men i dag anvendes oftest en kombination af de to produkter. Dette skyldes at gonoré i stigende grad har vist sig at være resistent overfor den ene eller anden behandling. Ved at anvende begge typer medicin samtidigt kommer man uden om resistensen og får effektivt behandlet den seksuelt overførte infektion. Produkterne har samme grundlæggende virkning der forhindrer bakterien i at formere sig. Cefixim er et cephalosporin, som virker ved at nedbryde bakteriens cellevægge således at de bliver mindre modstandsdygtige overfor kroppens immunforsvar.

I 1970'erne begyndte resistent gonoré at sprede sig i USA og er siden blevet mere almindeligt. Dette er årsagen til at man bruger en kombination af produkter, specielt ved vedvarende infektioner.

Det kan her nævnes at klamydia ikke har vist sig på samme vis at udvikle resistent mod antibiotika hos mennesker, men studier foreslår at dette kan ske i fremtiden.

Syfilis

Syfilis kan i sine senere stadier være livstruende og vil altid kræve indlæggelse på hospital med grundig overvågning. Men i sine tidlige stadier kan infektionen typisk behandles med en form for penicillin eller erythromycin. Ligesom ovenstående så forhindrer disse produkter proteinsyntese og forhindrer treponema pallidum-bakterien i at formere sig og gør den svag overfor kroppens naturlige forsvar.

Sygdommen er stadig i stor grad modtagelig for penicillin, men visse makrolid-resistente arter har vist sig; senest i Kina i 2009 hvor et studie blev foretaget under en større fremgang af syfilis i landet.

Bakteriel vaginose

Bakteriel vaginose er strengt set ikke en kønssygdom, men kategoriseres ofte fejlagtigt som en, selvom det sagtens kan forekomme i tilfælde hvor samleje ikke har fundet sted. Undersøgelse i sygdommen har indikeret at der sjældent er brug for at teste mandlige partnere i tilfælde hvor en kvinde har fået konstateret bakteriel vaginose.

Det er dog stadig vigtigt at få behandling. Det mest almindeligt anvendte produkt er metronidazol, som også fås under varemærkenavnet Flagyl. Den virker ved at penetrere cellerne tilhørende den invaderende gardnerella vaginalis-bakterie og forstyrre dens DNA-struktur. Som med andre bakterielle infektioner svækker dette infektionen således at immunforsvaret kan klare resten.

 

Viral

Hvordan er virale kønssygdomme forskellige fra bakterielle infektioner?

De kan ikke altid kureres med medicin.

I disse tilfælde findes antivirale produkter, som bruges til at tvinge infektionen i tilbagegang eller minimere risikoen for genaktivering. Antibiotika har typisk meget lille eller slet ingen virkning.

Symptomer forårsaget af disse vira kan variere og påvirker ikke altid kun kønsorganerne. Hvilken type behandling der påkræves afhænger typisk af infektionens natur og sværhedsgrad: Visse tilfælde kan kræve hospitalsindlæggelse; andre receptpligtig medicin; og visse typer håndteres helt naturligt af immunforsvaret.

Herpes

Herpes er den mest udbredte seksuelt overførte virusinfektion. Den kan forårsages af både HSV-1 og HSV-2, mest almindeligt dog HSV-2 (90%). HSV-1 forbindes typisk med forkølelsessår, men kan ved oralsex også sprede sig til partnerens kønsdele. Ligesom ved forkølelsessår, forårsager herpes på kønsdelene typisk blærer og sår. Behandlingen består i begge tilfælde af produkter som aciclovir, famciclovir eller valaciclovir.

På trods af at virkningen af produkterne ikke er den samme, kan strategien dog sammenlignes med behandling med antibiotika. Herpes virusen kræver et enzym, DNA polymerase, for at kunne danne nye kopier af sine celler og dermed sprede sig. Aciclovir og lignende variaioner virker ved at penetrere cellerne og begrænse enzymets aktivitet, således at virusen holder op med at vokse. Dette fjerner ikke virusen helt fra kroppen som antibiotika ved bakterielle infektioner, men det vil sende infektionen i tilbagegang.

Medicinen bruges igen hvis (eller når) virus igen aktiveres. Anvendes produktet tidligt nok, kan symptomerne bekæmpes førend de får lov at udvikle sig, hvilket gør ovenstående behandling yderst effektiv til forebyggelse af udbrud.

Kønsvorter (kondylomer)

Virusen der er skyld i kønsvorter går under navnet human papillomavirus, bedre kendt som HPV. Der findes en lang række afarter af HPV, som kan forårsage forskellige symptomer. HPV er kendt for bl.a. at kunne forårsage livmoderhalskræft, hvilket også er årsagen til at unge piger i Danmark tilbydes gratis vaccination mod HPV.

Kønsvorter eller kondylomer forårsages typisk af HPV type 6 eller 11 (som der også vaccineres imod ved HPV-vaccination). Er man ikke vaccineret og bliver smittet, findes der ingen kur, men der er medicin på markedet som kan bekæmpe symptomer, heriblandt kønsvorterne, som behandles med antiviral medicin.

Condyline og Wartec (sælges under navnet Warticon her på siden) er hudcremer indeholdende podophyllotoxin. Denne substans trænger ind i vortens celler og påvirker den naturlige funktion af topoisomerase II, et enzym cellerne bruger til at vedligeholde deres DNA-struktur. Resultatet er at cellerne mindskes i antal hvorefter sunde hudceller erstatter dem og symptomer forsvinder.

En anden mulighed for behandling af kondylomer er imiquimod, som virker på lidt anderledes vis. I stedet for at angribe vorten selv, forbedrer den immunforsvarets virkning ved at opfordre det til at frigive flere af et bestemt kemikalie kendt som cytokiner, som bekæmper vortens celler.

Disse behandlinger blev i et studie fra 2011 undersøgt for deres effektivitet i forhold til fjernelse af kønsvorter: 72% af de behandlet med podophyllotoxin og 75% af de behandlet med imiquimod oplevede at symptomerne helt forsvandt.

I svære tilfælde hvor vorterne dækker et område større end 4cm2 kan et kirurgisk indgreb være nødvendigt. Her kan behandlingen bestå af laser, elektrokirurgi, bortskæring (med skalpel) eller frysning (kryoterapi).

HIV

humant immundefekt-virus, mere almindeligt kendt som HIV, anses for at være den mest livstruende af alle kønssygdomme grundet dens evne til at udvikle sig til AIDS, en tilstand som gør immunforsvaret ukampdygtigt. Man er kommet langt i behandlingen af HIV, som siden virusset store udbredelse i 1980'ernes frie samfund ikke er blevet muligt at kurere, men i dag kan håndteres ved brug af antiretroviral behandling og forhindres i at udvikle sig yderligere.

Behandlingen består typisk af en kombination af flere produkter, da HIV har evnen til at ændre sig og blive resistent overfor behandlingen. I de fleste tilfælde skal behandlingen anvendes dagligt i resten af personens levetid.

Protease-hæmmere virker ved at blokere funktionen af protease, et enzym som, igen, virale celler bruger til at kopiere dem selv og sprede sig. Nevirapin, en non-nukloesid-RT-hæmmer, virker på lignende vis, men går efter et andet enzym og forhindrer polymerasen., som er nødvendig for at virusen kan gro.

For de som har ubeskyttet sex med en, der er inficeret, men endnu ikke har udviklet sygdommen, findes der nødbehandling som kan forhindre spredningen af HIV, kaldet posteksponeringsprofylakse. I den kortere udgave kaldet for PEP, gives denne form for behandling ved brug af antiretroviral medicin, men skal tages inden for 72 timer efter udsættelse for at være effektiv. Her skal der gøres opmærksom på at dette ikke garanterer beskyttelse mod HIV. I et studie med 702 patienter, udviklede én procent af de deltagende behandlet med PEP til forebyggelse af HIV stadig HIV.

Hepatitis

Denne betegnelse bruges egentlig om betændelse (itis) i leveren (hepar-/hepat-), og kan forekomme af en lang række årsager, mange som ikke har noget at gøre med sex. Visse former for viral hepatitis kan dog overføres gennem seksuelt samleje. Hepatitis B og C har begge potentiale for at forårsage leversvigt, men måden hvorpå kroppen reagerer på de to er meget forskellig.

Folk med hepatitis B vil typisk være i stand til at bekæmpe infektionen på naturlig vis i løbet af et par måneder. Andre kan udvikle mere kroniske tilfælde, hvor antiviral behandling over en længere periode er nødvendig for at holde symptomerne borte. For patienter med hepatitis C er udsigterne mindre gode; behandling er nødvendig, ligeledes i form af antiviral medicin.

Pegylated interferon alfa-2a er et eksempel på et sådant lægemiddel. En injektion gives én gang ugentligt, hvilket hjælper immunforsvaret med at forhindre virusen i at udvikle sig ved hepatitis B. Ved hepatitis C, gives typisk én injektion, to gange ugentligt og behandler effektivt infektionen i mere end 80% af tilfælde. Behandlingen virker ved at øge immunforsvarets effekt, således at viruscellerne kan bekæmpes.

En læge kan vælge at tilbyde en kombinationsbehandling med orale piller/tabletter såsom ribavirin udover injektioner, for at øge sandsynligheden for at stoppe infektionen. Dette tages typisk to gange dagligt. Som anden antiviral medicin, virker den ved at begrænse funktionen af enzymer som er nødvendige for virusen for at kunne reproducere, og stopper dermed effektivt cellernes udvikling.

Hvis injektioner har været utilstrækkelige til at forhindre videreudvikling af hepatitis B, findes der Tenofovir og Entecavir som eksempler på antiviral medicin lægen kan foreslå. Disse er ligeledes DNA-polymerase-hæmmere.

 

Parasitisk

Parasitter er kort sagt en organisme som lever af næringsstoffer fra sin vært. Når det kommer til SOIer kan disse manifestere sig både indvortes og udvortes og danne grundlag for en række symptomer.

Behandlingen er typisk kortvarig og yderst effektiv til at fjerne infektionen.

For indvortes parasitter, kan antibiotika bruges i visse tilfælde; hvorimod parasitter uden på kroppen normalvis behandles med creme eller lotion.

Trikomonas skedekatar

En protozo-infektion hvor parasitten forårsager en tilstand kaldet trichomoniasis vaginalis, forkortet "TV". Sygdommen findes i urinrøret og gives vaginitis og urethritis i henholdsvis kvinder og mænd. Det er den mest almindelige kønssygdom af sin slags.

I forhold til symptomer og behandling er TV meget lig en bakteriel infektion (f.eks. bakteriel vaginose). Tilstanden behandles med metronidazol, et antibiotika. Det aktive stof går ind og forhindrer parasittens produktion af nukleinsyre, et nødvendigt stof for at vedligeholde sin DNA-struktur. På samme vis som ved en bakteriel infektion, giver dette immunforsvaret mulighed for at bekæmpe resten af protozoerne.

Fladlus

"Myrer i græsplænen" eller det noget ældre "hattenål" er øgenavne som den lille lus der elsker kønshår har fået med tiden. Ligesom almindelige lus medfører de kløe og irritation hvorend de kommer og overføres ved kontakt eller deling af sengetøj eller håndklæder.

Behandlingen er let og består typisk af luseshampoo eller -lotion. Vask/smøring foretages og gentages efter en uge for at sikre sig at eventuelle æg der måtte have klægget i mellemtiden også bekæmpes effektivt.

Forebyggelse mod fladlus kan foregå ved intimbarbering, da man således fjerner lusenes bosted.

Fnat

Sarcoptes scabiei, eller fnatmiden, er små mider som graver sig ind under huden hvor de lægger æg. Deres tilstedeværelse i kroppen får immunforsvaret til at reagere og et udslæt vil typisk fremkomme hvor miderne er til stede. Som med fladlus overføres fnat gennem tæt fysisk kontakt eller deling af tekstiler såsom håndklæder.

Behandling for fnat kan gives i form af creme eller lotion. Ligesom behandling mod lus bruges cremen to gange med en uges mellemrum, således at eventuelt overlevende fra første behandling også bekæmpes.

 

Svampeinfektioner

På trods af at de ikke anses for at være kønssygdomme, grundet deres mange mulige årsager, heriblandt også brug af antibiotika og prævention, kan visse svampeinfektioner overføres ved seksuel kontakt.

Svampeinfektion i skeden (candida vaginit)

Oftest omtalt som skedesvamp, karakteriseres denne tilstand ved en øget mængde af den naturlige gærsvamp candida albicans i skeden. Svampen er normalt ganske harmløs og lever sammen med en række bakterier i underlivet. Problemerne opstår når svampen grundet en ubalance, f.eks. ved brug af antibiotika kan vokse uhæmmet og derfor bliver overrepræsenteret.

For at hjælpe med at gendanne den naturlige balance vil lægen typisk tilbyde behandling med et svampemiddel. Diflucan og Gyno-Daktarin er eksempler på sådanne lægemidler, der virker ved at ødelægge de yderste lag af cellens membran. Når dette er gjort dannes der huller i cellevæggen, således at indholdet flyder ud og mængden af raske svampeceller reduceres.

Vigtigheden af test og behandling

Hvis der er ÉN ting du bør tage med fra læsningen her på siden, er det at kønssygdomme kan variere i form, og at der ikke findes en behandling som kan tackle dem alle. Forebyggelse og beskyttelse ved samleje er vigtigt da antibiotika ikke kan kurere alle sygdomme, specielt i forhold til de som kræver livslang behandling. Sørg for at have sikker sex, ikke kun for din egen, men også din partners skyld.

Lær mere om kønssygdomme

Siden her har til formål at tilbyde et kort overblik og de forskellige typer af infektioner. De der behandles her hos Treated.com kan du lære mere om på deres dedikerede sider, hvor du kan finde meget mere om behandlingen. Brug søgefeltet eller linksne herunder til at finde frem til det du ønsker at læse videre om.