Hvad er p-piller?
Sommetider kaldes p-piller også for kombineret p-piller fordi de indeholder en syntetisk kombination af de to forskellige naturligt forekommende kvindelige hormoner - østrogen og progesteron.
Der findes andre varianter af disse syntetiske hormoner, som omgiver generationsskiftet af p-piller gennem årene, og nogle påvirker kvinder på forskellige måder.
Hver måned stiger og falder niveauet af østrogen og progesteron naturligt, hvilket påvirker hvordan og hvornår kvindens krop forbereder sig på graviditet. Der sker f.eks. ægløsning, livmoderslimhinden bliver tykkere for at skabe et sikkert miljø til at modtage et befrugtet æg osv.
Når du tager p-piller, påvirkes de naturlige niveauer af disse hormoner - derved ændres den måde, hvorpå kroppen forbereder sig på graviditet. Æggene frigives ikke, slimen i livmoderhalsen bliver tykkere, hvilket gør det vanskeligt for sædcellerne at passere livmoderhalsen, og livmoderslimhinden forbliver tynd - hvilket betyder, at i tilfælde af, at et æg bliver befrugtet, vil det have svært ved at sætte sig fast i livmoderen, hvor det normalt skulle vokse til en baby.
P-piller kommer enten som 21-dages piller, efterfulgt af syv dages pille-pause, eller som 28-dages piller med 4 eller 7 inaktive piller. 21-dages piller kan dog tages uden p-pille pause , men tal med lægen om det først.
De mærker som ikke har pille-pause, men i stedet har inaktive p-piller, er lavet på denne måde for at gøre det nemmere at holde en rutine og derfor ikke glemme at begynde på en ny pakke.
P-piller er over 99% effektive, når de anvendes korrekt (korrekt betyder, at du aldrig glemmer at tage en pille, og at du altid tager den på dét tidspunkt, du skal).
Almindelige bivirkninger i forbindelse med p-piller er kvalme, mavepine, vægtøgning, hovedpine, nedtrykthed, humørsvingninger og ømme, spændte eller smertefulde bryster.
Fordi visse mærker af p-piller indeholder forskellige versioner af kvindelige hormoner - afhængigt af deres generation, kan det sommetider hjælpe med at reducere bivirkninger ved at skifte mærke.
Fordele og ulemper ved p-piller
Fordele ved p-piller:
- Du har den fulde kontrol, og du kan begynde eller stoppe med at bruge p-piller, når det passer dig
- Forstyrrer ikke sex på samme måde, som et kondom kan gøre
- Kan gøre menstruationerne mere regelmæssige, mildere eller mindre smertefulde
- Reducerer risikoen for visse typer kræft, herunder i livmoderen og æggestokkene
- Kan reducere præmenstruelle symptomer
- Kan reducere akne
- Kan reducere risikoen for bækkenbetændelse
- Kan reducere risikoen for cyster i æggestokkene og muskelknuder (fibromer)
Ulemper ved p-piller:
- Kan forårsage bivirkninger, der dog oftest forsvinder med tiden, herunder hovedpine, kvalme, ømme bryster og humørsvingninger
- Kan øge blodtrykket hos nogle kvinder
- Beskytter ikke mod kønssygdomme
- Pletblødning er almindeligt i de første par måneder, når man begynder på p-piller
- Er blevet forbundet med en lille, men øget risiko for blodpropper og brystkræft
Minipiller
Der findes oral prævention uden østrogen, som kaldes minipiller. Disse kan være mere velegnet til kvinder, der oplever østrogenlignende bivirkninger ved brug af p-piller. De er også et mere sikkert valg for kvinder, der ikke bør tage p-piller - eventuelt på grund af deres alder, rygevaner eller hvis de har visse medicinske tilstande.
Traditionelle minipiller forhindrer graviditet ved at gøre slimen i livmoderhalsen tykkere, hvilket forhindrer sædceller i at nå frem til et æg. Minipiller, der indeholder desogestrel som den aktive ingrediens, kan også forhindre ægløsning.
Ligesom p-piller er minipiller over 99% effektive, når de tages korrekt. Når de tages typisk, falder deres effektivitet til omkring 91%. Det betyder, at ni ud af 100 kvinder, der har brugt minipiller, vil blive gravide.
Du skal tage minipiller hver dag uden pause mellem pakningerne - hvis du er over 35 år og ryger, er det sikkert for dig at bruge minipiller.
Almindelige bivirkninger i forbindelse med minipiller omfatter: kvalme, hovedpine, nedsat sexlyst, ømme og hævede bryster, humørsvingninger, svimmelhed, træthed, pletblødning mellem menstruationer samt udeblivende menstruationer.
Fordele og ulemper ved minipiller
Fordelene ved minipiller:
- Fostyrrer ikke sex på samme måde, som et kondom kan gøre det
- Kan bruges efter fødslen og også når du ammer
- Sikkert at bruge, hvis du ikke kan bruge hormonet østrogen
- Kan bruges i alle aldre
- Mere sikkert for rygere end p-piller
- Kan give mindre hyppige, mildere eller slet ingen menstruationer
Ulemper ved minipiller:
- Dine menstruationer kan ændre sig og blive uregelmæssige
- Beskytter ikke mod kønssygdomme
- Du skal huske at tage minipillen dagligt, og på samme tidspunkt hver dag (dette afhænger dog af mærket).
- Visse lægemidler kan reducere minipillens effektivitet.